Paul Rays nye politiske kompas

Den traditionelle højre/venstre akse i politik virker stadig mere begrænset som analyseredskab. Men hvad skal vi erstatte den med?

Den amerikanske sociolog Paul Ray har formuleret en ny model til at analysere det politiske landskab, som man kan læse om i artiklen “The New Political Compass” fra 2002. Den bygger bl.a. på de samme data som hans meget omtalte bog “The Cultural Creatives: How 50 Million People Are Changing the World.” I bogen viser han,  hvordan der siden tresserne er vokset en kæmpe gruppe frem, som ikke identificerer sig med traditionelle værdier, og som i det store hele er politisk hjemløse. Han kalder denne gruppe for de “kulturkreative” eller på engelsk “The Cultural Creatives.”

Hvis de kulturkreative var en nation, ville den være på størrelse med Frankrig

“Hvis de kulturkreative var en nation, ville den være på størrelse med Frankrig”, siger Paul Ray blandt andet, for at tydeliggøre betydningen af det holdningsmæssige skift, der er sket. Men på grund af inertien i det politiske system orienterer de politiske partier og interesseorganisationer imod en fortid, som ikke længere findes. Og Big Media, som er kontrolleret af Big Business, gør deres bedste for ikke at rapportere om de perspektiver og tænkemåder, der trives i disse kredse, og formidler heller ikke politiske analyser, som sandfærdigt afspejler denne gruppes perspektiver.

I artiklen kritiserer Paul Ray den traditionelle højre/venstre akse og argumenterer for, at hans egen model repræsenterer virkeligheden langt bedre. Han fortæller desuden, at han har valgt kompasset som symbol for at at undgå at tale om fremskridt vs tilbageskridt i forhold til progressive hhv. traditionalister.

Men holder hans analyse,  og kan analysen i givet fald overføres til danske eller europæiske forhold? Det vil jeg se nærmere på i denne blog.

LÆS OGSÅ: Det kosmopolitiske spektrum – et nyt politisk landskab

paylraypoliticalcompassPaul Rays centrale argument for at introducere det nye kompas er, at højre/venstre aksen i dag primært består af en gruppe på 12-15 %, som støtter en traditionel venstrefløjspolitik repræsenteret ved fagforeninger mens ca. 14-19% støtter en traditionel højrefløjspolitik repræsenteret ved “Big Business”. Det efterlader en gruppe på omkring 70 %, som ikke identificerer sig direkte med den traditionelle akse – ifølge denne analyse. Dertil kommer 19-20% er kulturkonservative og støtter ikke Big Business, og 36-45% er i denne optik “De nye progressive” og repræsenterer bredt set de sociale og kulturelle nybrud, som er vokset ud af ungdomsoprøret og kvindebevægelsen. Det er da også karakteristisk, at ca. 2/3 af sidstnævnte gruppe er kvinder.

Men holder denne analyse, og er den nyttig som et generelt værktøj?

Styrken i den traditionelle højre/venstre analyse er, at den betragter politiske synspunkter ud fra et fundamentalt og vedvarende spændingspunkt i vort samfund: Modsætningen mellem kapital og arbejdskraft. Disse positioner svarer til vest og syd i Rays kompas.

Hvor er den fundamentale skillelinje i Rays analyse? Hvad er den fundamentale skillelinje mellem to to øvrige positioner: Nord (de nye progressive) og Øst (længes efter fortidens kulturelle konservative). Modsætningen er imellem det nye og det gamle, mellem fremskridt og tilbageskridt.

Vanskeligheden ved at sætte fremskridt og tilbageskridt op som poler i et politisk kompas er, at det er en meget ladet og ultimativt skæv måde at se på tingene, idet fremskridt og tilbageskridt afhænger af øjnene der ser. Man kan sige, at modsætningen bliver mellem de som ønsker at ændre på tingene, og de som ønsker status quo. Men hvis man implicit sætter forandring lig med fremskridt, så overser man alt det, som faktisk er godt ved det bestående system. Analysen bliver derfor lidt problematisk efter min mening.

En ting, som falder i øjnene i Rays analyse, er, at 66% af “de nye liberale” er kvinder. Det kunne give anledning til at spørge, hvorvidt denne gruppe muligvis repræsenterer feminine værdier som sådan: Bæredygtighed, respekt for jorden, mere social lighed, indre vækst og lignende. Men hvis det er rigtigt, hvor er de maskuline værdier så henne?

I min optik reflekterer Rays analyse en række reelle modsætninger, som bliver blandet sammen til nogle modsætninger, som muligvis er iøjefaldende, men ikke nødvendigvis korrekte. De reelle modsætninger er:

1. Business (kapital) vs liberalisme (arbejdskraft) (Det er den klassiske højre/venstre akse.)

2. Maskuline vs feminine perspektiver. De maskuline perspektiver omfatter effektivitet, konkurrence, frihed og struktur, mens de feminine perspektiver omfatter omsorg, samarbejde, fællesskab og flow/harmoni.

3. Pioner vs konservatisme. Pioneren ser muligheder og søger at optimere disse. Den konservative sætter pris på traditioner og søger at bevare det han/hun finder værdifuldt.

4. High-tech vs low-tech.

5. Proaktiv vs reaktiv. Den proaktive agerer ud fra overskud og tager ansvar for livet og handler. Den reaktive handler ud fra angst/underskud og søger at beskytte sig imod forandringer.

Ingen af de fire første modsætningspar kan siges at være positive eller negative i sig selv. De repræsenterer perspektiver, som kan være positive eller negative, afhængig af hvordan perspektivet flugter med ens egne behov i en given situation.

Men den sidste akse proaktiv/reaktiv er ladet. Det er klart, at det er godt at være proaktiv og skidt at være reaktiv. Når man er reaktiv, reagerer man hele tiden på det andre vil og forsøger at bremse udviklingen. Man bliver obstruktionistisk, og denne position vil ofte være ladet af en agressiv energi.

PaylRayCompassDiag

Det som synes at ske i Paul Rays analyse er, at han blander disse fire akser sammen og sætter:

  • et proaktivt feminint liberalt perspektiv (nord) op imod et reaktivt konservativt perspektiv (øst) og
  • et reaktivt liberalt perspektiv (vest) op imod et proaktivt business high-tech perspektiv (syd).

Problemet er, at det er lidt som at sammenligne æbler og bananer. De fire perspektiver, han sætter op, betragtes heller ikke som legitime positioner, men nogle af dem er stærkt ladet. Kompasset kan derfor mere eller mindre reduceres til, at nord er godt og de øvrige er forskellige grader af dårlig. I modsætning hertil ses den traditionelle højre/venstre akse generelt ikke som god/dårlig, men som to modstridende, men gensidigt afhængige perspektiver, som begge er legitime. Fraværet af en sådan legitimitet er en alvorlig mangel ved Rays optik.

Kompasset kan derfor reduceres til, at nord er godt, og de øvrige er forskellige grader af dårlig.

Kvindebevægelsen har siden 60’erne været proaktiv, og mændene har i det store hele været reaktive. Mændene har forsøgt at beskytte deres bastioner, mens de har tabt det ene privilegium efter det andet. Men det mændene ikke har gjort, er at tage ansvar for den ødelæggelse, som det traditionelle patriarkat har forvoldt, og formulere en proaktiv vision for en planetarisk fremtid, med afsæt i et maskulint perspektiv, som ville være et vigtigt bidrag til ovenstående kompas.

Den maskuline kraft i vores nuværende samfund udtrykker sig i alt for høj grad igennem en Big Business attitude, som er ødelæggende for jorden, underminerer fællesskabet, er ubæredygtig og undertrykkende. Men hvordan ville kompasset se ud, hvis der fandtes et proaktivt maskulint high-tech liberalt pioner alternativ? Denne position kan jeg ikke finde i Rays analyse, for det består af et mix af de positioner, han stiller op, som går på tværs af hans centrale optik.

Hvordan ville kompasset se ud, hvis der fandtes et proaktivt maskulint high-tech liberalt pioner alternativ?

I de statistiske videnskaber er en klassisk joke, at der findes tre slags løgnere: løgnere, store løgnere og statistikere. Pointen er, at man kan bruge statistik til at underbygge stort set hvad som helst, hvis blot man stiller det rigtigt op.

Mens jeg således er en stor fan af Paul Rays generelle analyse, omkring de kulturkreative, og mener, at vi skylder ham meget for at sætte dette perspektiv på dagsordenen, så synes jeg, at den specifikke analyse han laver i forhold til det politiske kompas falder igennem. Jeg kan ikke se, at han har fat i nogle reelle dybtgående modsætninger i samfundet, og jeg mener endvidere, at analysen, som er udviklet på det amerikanske samfund, kun meget tentativt kan overføres til danske forhold. Endelig bygger undersøgelsen på data, som er næsten 20 år gamle, men det er dog formentlig af mindre betydning da andelen af progressive om noget er steget siden da.

 

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *