Ny politisk kultur i Alternativet

Ny politisk kultur og seriøs bæredygtig omstilling er formentlig de to mest centrale søjler i Alternativet. Det er grunden til at tusindvis af mennesker, som aldrig før har været aktive i politik har meldt sig ind i Alternativet. Men det er også en vision som forpligter og som indirekte har været med til at skabe intern uro, idet nogle medlemmer har været skuffet over den praksis de har været vidne til. Konsekvensen har været en række udmeldinger samt et behov for internt at se på hvad der egentlig er på spil.

Hvis vi kigger på nogle af de ting som fremhæves i Alternativets politiske program omkring ny politiske kultur, står der bl.a.

  • mudderkastning, taktik og mediespin fylder alt for meget [i den eksisterende politiske kultur]
  • [folk skal] tro på, at deltagelse og engagement i politik nytter.
  • Vi ønsker, at det skal være attraktivt og muligt at involvere sig i politik.
  • [Politik skal være] langt mere gennemsigtig, ærlig og lyttende end den nuværende.
  • [der skal være] plads til uenighed internt i partierne, men også plads til enighed på tværs af partiskel.

Denne vision for politik har vakt stor genklang blandt mange politiske idealister. Og forventningen om at opleve denne åbne, konstruktive og ærlige tilgang til politik ligger således som en grundforventning hos de aktive i Alternativet.

Nu er Alternativet fyldt tre år, er kommet i folketinget og fået skabt en organisation med over 500 tillidsfolk over hele landet. Og vi har for første gang oplevet at en række nøglepersoner har meldt sig ud i protest over den måde tingene foregår internt.

Blandt de ting som er faldet folk for brystet er, når ledelsen gør ting der strider imod deres forventning til hvordan ting burde håndteres jf. vores fælles kontrakt. Værst er selvfølgelig når der tages let på vedtægter. Men også når man oplever at ting bliver fremstillet på en facon, som måske teknisk set er korrekt, men som kan opfattes som en misrepræsentation af virkeligheden, fordi vigtige informationer udelades, og hvor medlemmer efterlades med oplevelsen af, at der er en skjult dagsorden på spil.

Sandt eller usandt, så tror jeg at sådanne opfattelser har været, og er, centrale i de konflikter, der har været. Og jeg synes det er for overfladisk at reducere dette til enten mistænksomhed hos kritikerne eller skødesløshed hos ledelsen. Hvis det var så enkelt ville politikerlede ikke være en folkesygdom.

Politikerleden kommer i sin essens af skuffelse. Og skuffelsen kommer fordi man har et håb om noget andet end det man oplever. Og når politikerlede er så udbredt som det er, så bliver man nødt til at tage det alvorligt. Når tendenser der minder om det vi ser i gammel politisk kultur dukker op internt er det således noget vi må forholde os ærligt til, og ikke blot slå hen som misforståelser eller overdreven nidkærhed.  Der kommer sjældent røg uden at der er gløder et sted, og hvis vi vil undgå at dette udvikler sig til en brand er det rettidig omhu at kigge efter hvor røgen kommer fra.

Norming & performing…

En klassisk remse over stadier i organisationsudvikling er: Forming, storming, norming & performing. Disse stadier kan gentage sig i en spiralform i en organisation. Men det er noget umiskendligt ”storming” over den aktuelle debat, og derfor står vi i behandlingen af disse storme helt klart overfor en ”norming” – altså en normdannelse i organisationen – når vi skal drage nogle konsekvenser af det som er sket. Derfor er det vigtigt at reflektere over hvad der er på spil og holde det ultimative mål for øje, når vi forsøger at lande disse konflikter et sted hvor vi når til det sidste stadie: performing.

Hvad har kritikken handlet om?

Centralt i den sidste tids konflikt har været en fastlåst konflikt i hovedbestyrelsen hvor detaljerne måske er mindre vigtige end de procesmæssige dynamikker, der har givet næring til konflikten. Vigtigst i iblandt dem er nok en opfattelse af, at ledelsen ikke lever over til det man rimeligt kan forvente af dem, som er tilstrækkelig udbredt til at det har givet anledning til en bred debat i organisationen.

Hvad der faktuelt er op og ned i disse konflikter og hvem som er ansvarlig for hvad, er ikke mit ærinde her. Mit ærinde er at pege på de principielle udfordringer, der ligger i visionen om en ny politisk kultur.

Er der magtkampe i Alternativet?

Alternativister er nogle hyggelige krammetyper, som har tillid og vil hinanden og verden det godt. Derfor slås vi per definition ikke om magten i Alternativet. Eller gør vi?

Vi har i stigende grad set at der i forbindelse med politikudvikling i Politisk Forum (PoFo) og valg som folketingskandidat og andre vigtige valg foregår ting som ikke helt flugter med ovenstående narrativ og vækker stærke følelser.

Måske er problemet ikke er at folk slås om magten internt i Alternativet, men historien om at det ikke er ok at gøre dette. Vi er jo en politisk organisation, og derfor er vi per definition en organisation som ønsker politisk indflydelse. At folk som individer ligeledes ønsker indflydelse burde være indlysende. Men det er en realitet som nogle måske ikke bryder sig om.

Kunne det være at denne modvilje imod at forholde sig til virkeligheden er et langt større problem end det at folk slås om magt og positioner internt?

Jeg har selv været involveret i en del interne ”kampe” omkring hvordan organisationen og visionen skulle manifesteres. Og jeg har ikke altid været enig med topledelsen. Fx havde jeg nys på PoFo lavet en alternativ vision til Rasmus Nordqvists forslag til global politik. Mit forslag blev stemt ned. Men før det blev stemt ned så havde det (som jeg ser det) presset Rasmus og den oprindelige gruppe til at forbedre deres forslag. Fordi der var en udfordrer på scenen blev de (formodentlig) nødt til at gøre sig ekstra umage. Og i forbindelse med selve bearbejdningen blev en række af mine pointer indarbejdet i det endelige forslag. Begge dele anser jeg som et demokratisk gode.

Min pointe med denne historie er at når vi kæmper for vores interesser som gentlemen, loyalt overholder spilleregler og stoler på den kollektive visdom, så kommer der ofte et godt resultat ud af det. Rasmus og jeg havde en lille ”kamp” om den politiske retning, som jeg formelt set tabte. Men bag nederlaget gemte sig en sejr, som var endnu vigtigere: Demokratiet og gennemsigtigheden i vores politiske udviklingsproces vandt. Medlemmerne havde to gode alternativer at tage stilling til og den samlede politik blev i mine øjne bedre af udfordringen.

Mit ønske til en ny politisk kultur i Alternativet er at vi anerkender at magtkampe forekommer, og at det er et vilkår i politik. Hvis ikke de som ønsker at være kandidater har en fighter i deres mave, så er de muligvis slet ikke egnede som kandidater til politisk embede. For når de bliver valgt har vi brug for deres vilje og evne til at kæmpe for Alternativet der hvor de bliver valg ind.

Så lad os derfor klappe af alle de som kæmper ærligt og modigt for deres synspunkter og have øjne for, at når vi kæmper åbent og fair, så kan vi være lige gode venner bagefter, respektere hinanden og have tillid til hinanden. Men kæmper vi unfair, vinder vi ved at misrepræsentere information så vinder vi måske nok, men sammenhold, tillid og fælles gejst undermineres. Og så bliver der tale om en pyrhussejr.

Forskellige narrativer

En vigtig dimension i en ny politisk kultur er bevidstheden om magten i narrativer. Den vigtigste politiske kamp i samfundet overhovedet er kampen om det overordnede narrativ (fortælling). For vores fortælling om samfundet og virkeligheden er med til at definere hvad problemet i en given sammenhæng er. Og problemdefinitionen har helt indlysende meget at sige for de løsninger som overhovedet overvejes.

Vi har i Alternativet nogle fine værdier. Men en udfordring er at folk med forskellige virkelighedsopfattelser fortolker og forstår disse værdier forskelligt.

Når folk er uenige om et politisk initiativ, kan denne uenighed nemt være en følgevirkning af at de er uenige om en grundlæggende præmis. Forsøget på at nå til et politisk kompromis kan være svært hvis man er helt uenige om hvordan man overhovedet tænker om den pågældende problemstilling.

I den situation kan det være nyttigt at gå til konfliktens kilde: Den filosofiske/narrative uenighed. For hvis det mere grundlæggende skel bliver tydeligt kan der ske en af to ting:

  • Enten bliver det tydeligt at man reelt vil to forskellige ting.
  • Alternativt kan det være at man egentlig vil det samme, men af to forskellige grunde.

I begge situationer vil dialogen mellem parterne blive rigere og sandere af at forskellen bliver tydelig. Måske man må konkludere at man må gå hver til sit. Måske det bliver tydeligt at alt der skal til er at være mere inkluderende i sit sprogbrug mens den politiske substans er uændret.

En vigtig fornyelse i den politiske kultur i Alternativet kunne være at lave et udredende arbejde med at identificere de hovednarrativer som findes i Alternativet og gøre dem tydelige. Måske vi endda kunne lave en undersøgelse og fastslå hvor udbredte forskellige virkelighedsopfattelser er i partiet og blandt vælgerne. Det vil give os et ledelsesredskab og en hjælp til at navigere i overlappende politiske virkeligheder.

Der er næppe tvivl om at der i Alternativet findes mindst to hovednarrativer:

  • Et sekulært humanistisk narrativ og et
  • holistisk/spirituelt narrativ.

Men ud over disse kan der sagtens findes flere.

Konflikter kommer ofte ikke af at være forskellige, men at være relativt ens, mens uenige om detaljer. Måske det at være ærlige om det vi reelt er enige om og det vi reelt er uenige om vil kunne flytte på nogle fastlåste konflikter og gøre dem til oaser af filosofisk kreativitet i stedet.  I så fald kan mere principielle brudlinjer i tænkning, i stedet for at bekrige hinanden i trættende stillingskampe kunne danse med hinanden som supplerende politiske moves. Hvis vi kunne gøre det, så ville vi i sandhed have skabte en #venlig revolution.

Tillid – og magtens skygger

Der er en ”tillidsdiskurs” (en måde at tale om tillid) i Alternativet, som ind imellem bliver brugt til at lukke munden på legitim kritik. Samtidig så kan en kritisk indstilling forgifte et samarbejde, og dræne energien. Derfor er ønsket om en positiv og konstruktiv stemning et vigtigt element i at skabe en politisk kultur, hvor det er rart at være med.

Hvordan skaber vi en balance mellem de to vigtige hensyn:

  • plads til legitim kritik og
  • en positiv attitude i relationer og processer?

Det er nemt at slå dette spørgsmål hen med at ”vi skal bare være positive og konstruktive”. Men jeg tror ikke det er så nemt. Der er nemlig en spiller på banen som har en anden dagsorden, og som gør sig meget umage for IKKE at blive set: Magtens skygge.

Jeg ser et vigtigt skel i mange debatter om politisk kultur som går imellem mennesker med erfaring ud i selvudvikling og en mere indreorienteret tilgang til politik, og de som er mere pragmatiske og ydreorienterede.

De indreorientede personer har typisk gjort sig den smertefulde erfaring, at når de har været involveret i konflikter, fx på arbejdspladser eller i parforhold, så er der en faktor som nogen gange bliver ulideligt tydelig, fx igennem et terapiforløb: Eksistensen af ubevidste motiver eller indre figurer som man uden at ville det projicerer over på andre.

Hvis fx person A har haft en dårligt forhold til sin far eller mor (en autoritet) så kan vedkommende have en tendens til (ubevidst) at udspille den personlige konflikt overfor vilkårlige personer i autoritetspositioner. Kritikken af en leder kan således være ladet op af personligt materiale, og denne ladning mudrer situationen. Et konkret organisatorisk behov bliver blandet sammen med et personligt følelsesmæssigt behov. Og fordi disse to behov er flettet sammen bliver der svært for leder og organisation at navigere i.

Lignende problemstillinger kan selvfølgelig spille sig ud for personer der indtager tillidsposter. Og jo større ansvar jo større, jo mere fastlåste konflikter kan følge af manglende bevidsthed om de indre projektive figurer, som spiller sig ud i gruppen. Og fordi der er tale om et asymmetrisk forhold (mellem leder/følger) så er det ofte muligt for lederen at gennemtrumfe sin vilje og dermed tvinge konflikten ned under gulvtæppet. Men når dette sker, så hærdes energien i konflikten billedligt talt til små knaldperler som kan aktiveres når man træder på dem. På overfladen ser det måske ud til at konflikten er løst. Men reelt er energien blot gået i dvale og leder efter en ny måde at komme op til overfladen på.

Det er min klare overbevisning og erfaring at denne form for projektioner spiller end endog MEGET stor rolle i organisationer. Og der er ingen som er fri for at lave disse ubevidste numre. Heller ikke jeg selv. Gandhi formulerede det elegant da han sagde: ”Grunden til at jeg har så let ved at tilgive andre er at jeg ved hvilken slyngel jeg selv er.” Sådan har jeg det også.

Baseret på denne analyse er min konklusion: Størstedelen af de fastlåste konflikter som udspiller sig i organisationer har rod i projektive mekanismer. Årsagen er enkel: Hvis alle parter i en konflikt ser tingene klart (fri for projektioner), så er det normalt muligt at lave et meningsfuldt kompromis. Når dette IKKE er muligt, er det som regel fordi alle konfliktens centraler parter sidder fast i ubevidste følelsesmæssige mønstre på et eller andet plan.

Hvad er så løsningen?

I sin kerne er løsningen en gradvis bevidstgørelse af vores indre faldgruber. Hvis vi virkelig vil en ny politisk kultur, ser jeg at vores opgave er at lave en organisation som er robust overfor mennesker ubevidste tendenser til at projicere psykologisk materiale over på andre. Og første skridt er at acceptere at vi alle har disse tendenser. Når/hvis det kan blive en del af vores fælles virkelighed at noget sådant foregår, så kan man lave procesmæssige foranstaltninger som REDUCERER problemet, men vi kan ikke ELIMINERE det.

En helt central foranstaltning ligger i at skabe rum for at italesætte folks faktiske oplevelser, få luft for følelserne, og rumme de sår folk har uden at det går over i terapi. Der vil givet være folk som kan have gavn af terapeutisk hjælp med deres temaer, men det er ikke noget der skal ske i et politisk rum. Det som KAN foregår i et politisk rum er at vi kan være ærlige omkring den fælles følelsesmæssige virkelighed vi lever i, og vi kan give og modtage forståelse. Og hvor følelsesmæssige problemer har rod i kollektive politiske problemstillinger (fx racediskrimination) så kan det være relevant at diskutere sagens politiske aspekt. Konfliktløsning kan være en hjælp til at håndtere ting når de først er gået i hårdknude og det er fantastisk at Alternativet har fået et konfliktråd. Men endnu bedre vil være at håndtere disse energier INDEN de går i hårdknude og konfliktmægling bliver relevant.

En konkret tilgang til at deale med disse ting, kunne være at lave en form for ”emotionel clearing” inden vigtige møder, hvor deltagerne kan få luft for ophobede følelser. I en clearingsfase skal der ikke træffes nogle beslutninger. Der skal blot lyttes og deles, således at når man kommer til beslutningsfasen, så bliver processen ikke farvet af ophobet følelsesmæssigt materiale.

Konsekvensen af IKKE at cleare følelser, som faktisk er i rummet, er at sandsynligheden for stedfortræderkonflikter er stor. Evt. sårede følelser vil gerne ud. Og hvis de ikke har mulighed for at komme ud som det de er – følelser – så kommer de ud gennem sidebenene som sladder og en tendens til at modarbejde de personer man er vred på og lignende. Sådanne stedfortræderkonflikter er drænende fordi  det, som giver energi til dem er skjult og man ender med en oplevelse af at kæmpe med skygger hvilket man reelt også gør.

Mistanker om skjulte/ubevidste motiver, sårede følelser, mistillid som bliver gjort forkert osv. er som mudder i en organisatorisk proces. Tænk på en sø hvor man skal sejle forbi nogle skarpe rev, men ikke kan se dem fordi mudderet på bunden er hvirvlet op. Følelsesmæssig clearing er at skabe et rum, hvor følelserne kan falde ned, fordi de får luft –  ligesom når et sår kan heale fra bunden når det blive renset og får luft. De skarpe rev vil fortsat være der når luften er renset. Men når mudderet har lagt sig på bunden kan man SE hvor revene er, og man kan således undgå igen og igen at ramme ind i dem. Man kan så bruge sin tid på at sejle båden frem for at pumpe vand og lappe på skroget fordi man hele tiden rammer ind i sten som gemmer sig under overfladen.

Derfor: Mit ønske til en ny politisk kultur er at vi italesætter magtens skygger (de ubevidste elementer som optræder i organisatoriske processer) og behandler dem begavet. Evnen til at skabe organisatoriske processer, som håndterer disse skygger vil formentlig være den største politiske revolution vi har lavet overhovedet – hvis vi kan. Fordi så mange problemer, både organisatorisk og samfundsmæssigt, udspringer af at vi ignorerer det, som psykologisk set ligger lige under overfladen, bruger vi ufatteligt mange kræfter på at håndtere problemer som kunne være undgået, ved at tilrettelægge processer på en måde som i højere grad tager højde for den menneskelige natur.

Det allerværste vi kan gøre er at benægte disse skyggers eksistens. Gør vi det, så har vi gjort livet meget nemt for de kræfter som ønsker at sabotere visionen om en ny politisk kultur.

 

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *