Valget 2019: De flammende skrifter

Illusioner er ikke farlige, fordi de er grimme. De er farlige, fordi de er smukke, og vi elsker dem så højt, at vi ikke kan give slip på dem.

Valget 2019 er udskrevet for få dage siden. Jeg vågner af en drøm med et indre billede af Rasmus Paludan, der brænder koranen af. Billedet ledsages af et intenst ubehag, jeg ikke kan komme fri af. Men pludselig sker der noget, der fuldstændig ændrer energien.

For mit indre blik ser jeg en vision, hvor alle valgkampens 13 partiledere står i en kreds i den store stencirkel min partner og jeg har bygget på ”Bjergager” nær Odense som en hyldest til den store Moder. Det er så vidt jeg ved den største stencirkel, der er bygget i Skandinavien i over tusind år. Den symboliserer et ønske hos os om at heale de sår som tusind års patriarkalsk kristendom har påført jorden og det feminine.

Midt i kredsen står et bålfad fuld af brændende hellige skrifter – både kristne, muslimske og mange andre – og en port til himlen åbner sig. Der er noget langt større end Paludan på spil.

Hvad det er, vender vi tilbage til…

Modviljen mod muslimer

Rasmus Paludan har vakt stort postyr ved at afbrænde koraner. Det er provokerende og modbydeligt. Desværre har han ret i én ting: At visse muslimers parathed til at true ham på livet for denne symbolske handling er endnu værre. Denne trussel afslører nemlig en afgrundsdyb forskel på islamisk og europæisk kultur.

Paludan er således et symptom på et problem. Men den egentlige årsag handler om danskernes åndelige hykleri.

Europa var fra ca. år 1200-1800 præget af religionskrige, forfølgelse og hekseafbrændinger. Set i bakspejlet var de 600 års forfølgelser et religiøst vanvid, som europæerne med rette har besluttet aldrig må gentage sig. Denne sunde beslutning ledte bl.a. til en principiel opdeling mellem kirke og stat efter oplysningstiden.

Jeg tror ofte, at der bag den modvilje man kan møde imod muslimer, ligger en oplevelse af, at de som kultur og religion ikke vil acceptere denne helt principielle grænse. I Danmark er der ydermere det problem, at det er svært at tale med autoritet ind i denne problemstilling, så længe vi som nation ikke selv har fuldbyrdet adskillelsen mellem kirke og stat – hvilket vi ikke har.

Paludan er således et symptom på et problem. Men den egentlige årsag handler om danskernes åndelige hykleri.

Ikke-vold og satyagraha

Etniske og religiøse konflikter har det med at ende på én af to måder: Et voldsorgie af etnisk udrensning eller en kulturkonflikt, som kan fortsætte i århundreder.

Men vi har også set nogle spektakulære undtagelser i form af Gandhis frigørelse af Indien, Mandelas healing af Sydafrika og Martin Luther Kings håndtering af raceproblemerne i USA.

Disse undtagelser havde nogle ting til fælles:

  • Ikke-vold – i en udvidet forstand, dvs. at man undlader at slå, også med ord.
  • En eksistentiel og åndelig dimension. Gandhi praktiserede Satyagraha: At klynge sig til sandheden. Dr. King var præst. For Mandela var det kristne budskab også centralt og gav sig udtryk i, at tilgivelse og forsoning blev hans adelsmærke – selv efter 30 år i fængsel.

Det handler om religion

Et centralt element i den mudrede danske indvandrerdebat er påstanden om, at det ikke handler om religion men om kultur. Men det handler i allerhøjeste grad om religion. Eller rettere: det handler om vores verdensbillede.

Konflikten mellem islam og kristendommen går 1500 år tilbage. Og mens der er forskelle, så er lighederne langt større: Fx forestillingen om at man kan blive ”frelst” ved at ”tro” på noget bestemt.

Den egentlige konflikt er således ikke mellem islam og kristendom, men imellem trosbaserede religioner af enhver art, og en oplyst erkendelse af den mytiske verdens kraft og virkelighed.

Men denne vinkel er fuldstændig fraværende i den politiske debat. I stedet er debatten polariseret imellem:

  • En ateistisk vinkel: Vi snakker uden om problemet og håber, det forsvinder af sig selv.
  • En religiøs vinkel: Vi gør islam forkert og fastholder kulturkristen danskhed ved lov.

Men ingen af metoderne virker. For de bygger begge på en eksistentiel løgn. Man ender derfor med at bekæmpe én løgn med en anden løgn, og det er ikke særlig effektivt.

Klimakrisen handler ikke blot om at skabe løsninger, så vi på bæredygtig facon kan fortsætte med at give næring til de undertrykkende tankeformer, vi har båret som lænker i årtusinder. Klimakrisen er en unik mulighed for at smide lænkerne og skabe en helt ny balance på vores jord.

Men hvordan ville det se ud at bekæmpe løgn med sandhed? Med forskning? Med en rummelig oplyst debat? Med en ægte åbenhed overfor den mytiske kraft, som har født religionerne?

En sådan tilgang vil nødvendiggøre følgende:

  • En anerkendelse af den mytiske verdens faktiske eksistens, som en magtfuld dimension hinsides det fornuften kan fatte.
  • At man gør brug af udviklingspsykologiens erkendelser af de menneskelige udviklingstrin, og hvordan de manifesterer sig kulturelt.
  • At vi tager et neutralt blik på de tankeformer, som former vort samfund, og tør tale ærligt om hvorvidt de præmisser, der ligger til grund for dem, er sande eller ej.

Den egentlige mulighed…

Tilbage til min vision… For mit indre blik ser jeg Paludan, som brænder Koranen af og mærker den frihed, det giver at være fri for de tankemæssige lænker, som religionen udgør.

Jeg ser pludselig, at vi har brug for at brænde de hellige skrifter. Ikke blot koranen men alle de skrifter, som forlanger forrang, fordi de er ”guds ord”. Men vi skal ikke provokere ved at brænde andres skrifter af. Vi skal i stedet invitere de grupper i samfundet, som elsker bestemte illusoriske forestillinger, til at brænde deres egne ”hellige” skrifter af og dermed befri sig fra deres tankemæssige lænker. Vi skal slagte alle de hellige køer.

Jeg ser pludselig, at vi har brug for at brænde de hellige skrifter. Ikke blot koranen men alle de skrifter, som forlanger forrang, fordi de er ”guds ord”.

Jeg ser kristendemokraternes unge lys Isabella Arendt smide Biblen på bålet. En muslim smider selv koranen på. Og repræsentanter for jødedommen smider Toraen ind i ilden. Men det stopper ikke med de hellige skrifter. For pludselig kommer Klaus Riskjær Petersen og smider en kopi af Adam Smith: ”The Wealth of Nations” ind i ilden. Og en socialist kommer det kommunistiske manifest ind i flammerne. Også Niels Bohrs kvantefysik ryger ind i ilden sammen med hele den postmoderne gudsfornægtende litteratur. Alt sammen ryger det på bålet. Og i befrielsen fra alle disse gamle tankeformer, der som våde klæder trækker os ned i dyndet, kommer et overjordisk lys til stede.

Der, midt i stencirklen på Bjergager, åbner himlen sig, og et fantastisk lys stråler frem. Et lys af åndelig fornyelse og healing. Og det går op for mig at 95% af det, som lige er smidt på bålet, er tanker skabt af mænd, for mænd, i en patriarkalsk kultur.

Ved at give slip på alle disse begrænsende tænkemåder er det muligt for himlen og jorden at mødes på ny. Pludselig kan den store Moder og de feminine mysterier få en plads i verden uden at skulle kæmpe imod en overmagt af undertrykkende patriarkalske tankeformer.

Der, midt i stencirklen på Bjergager, åbner himlen sig, og et fantastisk lys stråler frem. Et lys af åndelig fornyelse og healing. Og det går op for mig at 95% af det, som lige er smidt på bålet, er tanker skabt af mænd, for mænd, i en patriarkalsk kultur.

I kredsen står valgkampens 13 partiledere og åbner sig for øjeblikket. Frisat af fortidens tankemæssige lænker, bliver det muligt at gøre det, som skal gøres for at heale denne jord.

Det bliver tydeligt, at der bag Paludans opførsel, som en rasende 5-årig, og utallige menneskers enøjede jagt på materielle goder ligger en længsel, som kun én ting virkelig kan tilfredsstille: Den dybe forsoning med det, som vi kulturelt har været adskilt fra i årtusinder: Det hellige feminine og den store Moder.

Og lige der kommer klimakrisens egentlige mulighed i fokus:

Klimakrisen handler ikke blot om at skabe løsninger, så vi på bæredygtig facon kan fortsætte med at give næring til de undertrykkende tankeformer, vi har båret som lænker i årtusinder.

Klimakrisen er en unik mulighed for at smide lænkerne og skabe en helt ny balance på vores jord.

1 reply
  1. Charlotte Petersen
    Charlotte Petersen says:

    Ku da ikke være mere enig..
    De gamle etablerede religioner undertrykker mennesker med social kontrol og trusler om udstødelse. Af mænd for mænd.
    Den feminine kraft blev undertrykt og endda latterliggjort.. Fordi den var en trussel…
    Nu er tiden en anden, og Den hellige feminine kraft er på vej tilbage. Bløde mænd tør være bløde, og kvinder begynder så småt at turde tage deres særlige feminine kvaliteter med ( til en vis grad) på jobbet…
    Men det betyder også at den maskuline kraft føler sig truet, og forstærket sit greb, i et krampagtigt forsøg på at fastholde magten, som en uddøende race Ala dinosaurerne…
    Vi ser det på mikroplan, og vi ser det på makroplan…
    Jeg forudser, at den feminine kraft vil rejse sig bede fra og brede sig opad.. Det er næppe sandsynligt, at den maskuline kraft afgiver magten frivilligt oppefra
    Det bliver en fantastisk tid vi går i møde, hvor udviklingen af utallige healere og en mangfoldighed af ‘alternative behandlere’ soirer frem med det fælles mål at heale Moder jord gennem hver enkelt menneskes personlige genforbindelse til den feminine kraft iboende vores sjæls mission.
    Vi har alle denne undertrykte energi i os, og tiden er inde til at vægge den – individuelt og kollektivt. Effekten ses allerede mange steder, ligesom den maskuline energis ubalancerede magtbegær manifesterer sig voldsomt i sit forsøg på fastholdelse.
    Gudindeenergien vil dog altid vinde, fordi den i virkeligheden er den stærkeste, hvilket er grunden til, at den frygtes af mange mænd.

    Reply

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *