> Nyheder
> Events
> Artikler

Mere radikal end de Radikale

Kosmopolitik er en helt ny måde at anskue politik på. I forsøget på kort og koncist at indfange kernen i forskellen på kosmopolitik og traditionel politik kom formuleringen at kosmopolitik er:

Mere radikal end de Radikale
Mere liberal end de Liberale
Mere social end Socialismen

Pointen er at kosmopolitik vitterlig er et radikalt skridt. Kosmopolitik er mere radikalt end de Radikale i forstanden modigt, konsekvent og ufordrende overfor forældede kulturformer. Det gælder især opgøret med samfundsformer født af en manglende stillingtagen til livet og en ureflekteret accept af det bestående.

I kosmopolitik ligger nemlig implicit en anerkendelse af, at vi lever i et univers, der er underlagt en forunderlig kosmisk orden. En orden som på subtile, men dog magtfulde måder, åbenbarer sig igennem det enkelte menneske og gennem samfundets institutioner - bredt forstået som "civilisation".

Mere liberal end de Liberale

Pointen i at kosmopolitik er mere liberal end de Liberale er, at når det kommer til stykket, er de Liberale i virkeligheden ikke specielt friheds-søgende. De Liberale ønsker nemlig kun frihed på de bestemte områder, som tjener de velståendes økonomiske interesser, mens de på en række andre områder ønsker øget regulering. Under skalkeskjul af en påstået "deregulering" overføres magt fra fællesskabet til private aktører. Profitten privatiseres, mens omkostningerne socialiseres.

Liberalismen forudsætter at staten beskytter og håndhæver den private ejendomsret. Beskyttet af spidsfindige juridiske instrumenter flytter de Liberale magt fra borgerne og til kapitalens anonyme magthavere mens de postulerer det modsatte. Disse instrumenter spænder fra internationale traktater, sponsoreret af globale kapitalinteresser, over patent- og terrorlove til en massiv og bedøvende mediemaskine.

En virkelig liberalisme ville have afsæt i en tillid til kærlighedens lov og en deregulering, som reelt giver borgerne en større andel i magten. Det ville betyde en liberalisering af pengesystemet, og en ændring af skattesystemet, så en del af skatteprovenuet cirkulerer lokalt og ikke først skal forbi Christiansborg. Det ville være et opgør med WTO og international lovgivning, som gør det umuligt at sige nej til varer produceret under slavelignende forhold i fjerne lande.

Profit i ond tro

En stor del af den profit som internationale virksomheder kan bogføre, har således sit udspring i en uretfærdig global retspraksis, som giver kapitalen store og ganske uretmæssige fordele, på bekostning af almenvellet.

Når en hæler i ond tro laver en profit, bliver denne betragtet som illegitim og kan beslaglægges af politiet - for ikke at tale om at det er strafbart. På lignende vis kan megen af den globale koncentration af kapital betragtes som illegitim og fortjener ikke statens beskyttelse, da den har rod i undertrykkende og nedværdigende kulturformer. At det er legalt ændrer intet på dette. Slaveri var fuldt lovligt for få hundrede år siden. I dag betragtes det som en forbrydelse. Eftertiden vil fælde en lignende dom over mange af nutidens kulturformer. En virkelig liberalisering kunne passende omfatte en reduktion i statens beskyttelse af storkapitalens ejendomsret, så disse værdier kan føres tilbage til almenvellet.

Men hov, er det ikke næsten det samme som en skat?

Jo det er, og derfor er et højt skattetryk retfærdigt og hensigtsmæssigt, så længe det ikke bliver til en sovepude. For liberalisterne har en pointe i, at ingen har godt af at få noget for ingenting. Det er bare vigtigt at have proportionssansen i orden. Vi lever i et frit samfund, hvor man kan gå trygt på gaden. Den progressive skat kan ses som prisen for at være rig, levende og tryg på samme tid.

Kilden til profit

En stor del af erhvervslivets profit skyldes desuden uddannelse og infrastruktur betalt af staten. Det skulle da bare passe, at de, som nyder godt heraf, ikke kan betale noget tilbage til den stat som har gjort deres profit mulig og beskytter deres værdier fra dem, som måske mener, at den er illegitim.

At det skulle være særligt liberalt at reducere personskatten til 40 % og sænke selskabsskatten er derfor en skrøne. Liberalisme er det som tjener friheden. Måske det tjener friheden at sætte skatten op, måske at sætte den ned. Men en ting er sikkert. At sætte skatten ned, mens der bliver skåret i skoler, forskning, sundhed og basale sociale ydelser fremmer ikke frihed, men går alene storkapitalens ærinde.

Mere social end Socialismen

Når jeg siger at kosmopolitik er mere social end Socialismen, så er det fordi, at der indbygget i socialismens solidaritetsforestillinger ligger en skjult fremmedgørelse. Den skjulte fremmedgørelse kommer fra en manglende åndelig forståelse. Det ydre, konkrete og materielle ses som livets fundament, og betydningen af bevidsthedens dyb - selve livets ophav - overses.

Set i et kosmopolitisk perspektiv er alt liv ét. Individualitet er, i absolut forstand, en mental konstruktion - omend en meget betydningsfuld konstruktion. Individualitet er en identifikation med en bestemt historie, en bestemt krop og et bestemt perspektiv. Men bag ved denne identitet ligger en større og mere betydningsfuld identitet - identiteten med livets kilde, selve nærværet.

Igennem identificeringen med et begrænsede personlige selv opstår en helt afgørende fraspaltning af selve kilden til åndelig kraft. Konsekvensen af denne skjulte fraspaltning er, at vores solidaritet med næsten bliver til et økonomisk og moralsk spørgsmål - og ikke en eksistentiel selvfølgelighed.

Socialismen siger at vi skal være solidariske:

Fordi det kan betale sig (vi støtter hinanden i en fælles kamp for retfærdighed), og
Fordi det er det "rigtige" at gøre i en humanistisk optik, idet alle mennesker fortjener et værdigt liv.

Det er rigtigt, men det er ikke hele sandheden. Der er en dybere sandhed, som udspringer af kosmisk kærlighed, hvor vi erkender, at vi i sandhed er ét. Set fra dette perspektiv er det ikke at give min næste respekt som at træde mig selv over foden eller stikke en finger i øjet.

Det indre imperativ

I skiftet fra en ydre etik til et indre imperativ sker således noget betydningsfuldt. Solidaritet med afsæt i en ydre etik efterlader én med en følelse af at have "gjort noget godt" hver gang man er solidarisk. Derfor føler man, at have fortjent noget til gengæld. Denne forlorne solidaritets-humanisme er det som, føder klientgørelsen i vores sociale systemer. De som har brug for vores hjælp, bliver implicit til et åg om halsen, og inderst inde kan de mærke det. Samtidig med at vi hjælper dem, ydmyger vi dem indirekte.

Denne pseudosolidaritet gør også at vi ikke siger klart fra, når det egentlig ville være berettiget. Begreberne "hallal-hippie" og "pladder-humanist" såvel som socialdemokraternes manglende vilje til at tage et kontant opgør med indvandringsproblemstillingerne i halvfemserne er et ekko af denne tendens.

En indre-drevet solidaritet, som kommer fra en eksistentiel erkendelse af alt livs enhed, vil være fri for disse lurvede bånd og samtidig være helt anderledes kontant i sit udtryk. Man er ikke solidarisk for andres skyld, men for sin egen skyld. Samtidig ser man sit medmenneske klart, i al hans/hendes strålende kraft og åndelige storhed. Man lader sig derfor ikke spise af med klynkende offerfortællinger, men tilbyder en kontant håndsrækning, samtidig med at man beslutsomt arbejder for at fjerne de uretfærdige love og krænkende kulturformer, som har født sine medmenneskers dilemma til at begynde med.

Dette er udtryk for en sand humanistisk solidaritet. Det er udtryk for, at man ser sine medmennesker, som det de virkelig er, og ikke sylter dem ind i godhedsindustriens kvalmende behov for taknemmelighed for en assistance, som burde være en åndelig selvfølgelighed.

Derfor er kosmopolitik:

Mere radikal end de Radikale
Mere liberal end de Liberale
Mere social end Socialismen