Ny politisk kultur i Alternativet

/0 Comments/in , /by

Ny politisk kultur og seriøs bæredygtig omstilling er formentlig de to mest centrale søjler i Alternativet. Det er grunden til at tusindvis af mennesker, som aldrig før har været aktive i politik har meldt sig ind i Alternativet. Men det er også en vision som forpligter og som indirekte har været med til at skabe intern uro, idet nogle medlemmer har været skuffet over den praksis de har været vidne til. Konsekvensen har været en række udmeldinger samt et behov for internt at se på hvad der egentlig er på spil.

Hvis vi kigger på nogle af de ting som fremhæves i Alternativets politiske program omkring ny politiske kultur, står der bl.a.

  • mudderkastning, taktik og mediespin fylder alt for meget [i den eksisterende politiske kultur]
  • [folk skal] tro på, at deltagelse og engagement i politik nytter.
  • Vi ønsker, at det skal være attraktivt og muligt at involvere sig i politik.
  • [Politik skal være] langt mere gennemsigtig, ærlig og lyttende end den nuværende.
  • [der skal være] plads til uenighed internt i partierne, men også plads til enighed på tværs af partiskel.

Denne vision for politik har vakt stor genklang blandt mange politiske idealister. Og forventningen om at opleve denne åbne, konstruktive og ærlige tilgang til politik ligger således som en grundforventning hos de aktive i Alternativet.

Nu er Alternativet fyldt tre år, er kommet i folketinget og fået skabt en organisation med over 500 tillidsfolk over hele landet. Og vi har for første gang oplevet at en række nøglepersoner har meldt sig ud i protest over den måde tingene foregår internt.

Blandt de ting som er faldet folk for brystet er, når ledelsen gør ting der strider imod deres forventning til hvordan ting burde håndteres jf. vores fælles kontrakt. Værst er selvfølgelig når der tages let på vedtægter. Men også når man oplever at ting bliver fremstillet på en facon, som måske teknisk set er korrekt, men som kan opfattes som en misrepræsentation af virkeligheden, fordi vigtige informationer udelades, og hvor medlemmer efterlades med oplevelsen af, at der er en skjult dagsorden på spil.

Sandt eller usandt, så tror jeg at sådanne opfattelser har været, og er, centrale i de konflikter, der har været. Og jeg synes det er for overfladisk at reducere dette til enten mistænksomhed hos kritikerne eller skødesløshed hos ledelsen. Hvis det var så enkelt ville politikerlede ikke være en folkesygdom.

Politikerleden kommer i sin essens af skuffelse. Og skuffelsen kommer fordi man har et håb om noget andet end det man oplever. Og når politikerlede er så udbredt som det er, så bliver man nødt til at tage det alvorligt. Når tendenser der minder om det vi ser i gammel politisk kultur dukker op internt er det således noget vi må forholde os ærligt til, og ikke blot slå hen som misforståelser eller overdreven nidkærhed.  Der kommer sjældent røg uden at der er gløder et sted, og hvis vi vil undgå at dette udvikler sig til en brand er det rettidig omhu at kigge efter hvor røgen kommer fra.

Norming & performing…

En klassisk remse over stadier i organisationsudvikling er: Forming, storming, norming & performing. Disse stadier kan gentage sig i en spiralform i en organisation. Men det er noget umiskendligt ”storming” over den aktuelle debat, og derfor står vi i behandlingen af disse storme helt klart overfor en ”norming” – altså en normdannelse i organisationen – når vi skal drage nogle konsekvenser af det som er sket. Derfor er det vigtigt at reflektere over hvad der er på spil og holde det ultimative mål for øje, når vi forsøger at lande disse konflikter et sted hvor vi når til det sidste stadie: performing.

Hvad har kritikken handlet om?

Centralt i den sidste tids konflikt har været en fastlåst konflikt i hovedbestyrelsen hvor detaljerne måske er mindre vigtige end de procesmæssige dynamikker, der har givet næring til konflikten. Vigtigst i iblandt dem er nok en opfattelse af, at ledelsen ikke lever over til det man rimeligt kan forvente af dem, som er tilstrækkelig udbredt til at det har givet anledning til en bred debat i organisationen.

Hvad der faktuelt er op og ned i disse konflikter og hvem som er ansvarlig for hvad, er ikke mit ærinde her. Mit ærinde er at pege på de principielle udfordringer, der ligger i visionen om en ny politisk kultur.

Er der magtkampe i Alternativet?

Alternativister er nogle hyggelige krammetyper, som har tillid og vil hinanden og verden det godt. Derfor slås vi per definition ikke om magten i Alternativet. Eller gør vi?

Vi har i stigende grad set at der i forbindelse med politikudvikling i Politisk Forum (PoFo) og valg som folketingskandidat og andre vigtige valg foregår ting som ikke helt flugter med ovenstående narrativ og vækker stærke følelser.

Måske er problemet ikke er at folk slås om magten internt i Alternativet, men historien om at det ikke er ok at gøre dette. Vi er jo en politisk organisation, og derfor er vi per definition en organisation som ønsker politisk indflydelse. At folk som individer ligeledes ønsker indflydelse burde være indlysende. Men det er en realitet som nogle måske ikke bryder sig om.

Kunne det være at denne modvilje imod at forholde sig til virkeligheden er et langt større problem end det at folk slås om magt og positioner internt?

Jeg har selv været involveret i en del interne ”kampe” omkring hvordan organisationen og visionen skulle manifesteres. Og jeg har ikke altid været enig med topledelsen. Fx havde jeg nys på PoFo lavet en alternativ vision til Rasmus Nordqvists forslag til global politik. Mit forslag blev stemt ned. Men før det blev stemt ned så havde det (som jeg ser det) presset Rasmus og den oprindelige gruppe til at forbedre deres forslag. Fordi der var en udfordrer på scenen blev de (formodentlig) nødt til at gøre sig ekstra umage. Og i forbindelse med selve bearbejdningen blev en række af mine pointer indarbejdet i det endelige forslag. Begge dele anser jeg som et demokratisk gode.

Min pointe med denne historie er at når vi kæmper for vores interesser som gentlemen, loyalt overholder spilleregler og stoler på den kollektive visdom, så kommer der ofte et godt resultat ud af det. Rasmus og jeg havde en lille ”kamp” om den politiske retning, som jeg formelt set tabte. Men bag nederlaget gemte sig en sejr, som var endnu vigtigere: Demokratiet og gennemsigtigheden i vores politiske udviklingsproces vandt. Medlemmerne havde to gode alternativer at tage stilling til og den samlede politik blev i mine øjne bedre af udfordringen.

Mit ønske til en ny politisk kultur i Alternativet er at vi anerkender at magtkampe forekommer, og at det er et vilkår i politik. Hvis ikke de som ønsker at være kandidater har en fighter i deres mave, så er de muligvis slet ikke egnede som kandidater til politisk embede. For når de bliver valgt har vi brug for deres vilje og evne til at kæmpe for Alternativet der hvor de bliver valg ind.

Så lad os derfor klappe af alle de som kæmper ærligt og modigt for deres synspunkter og have øjne for, at når vi kæmper åbent og fair, så kan vi være lige gode venner bagefter, respektere hinanden og have tillid til hinanden. Men kæmper vi unfair, vinder vi ved at misrepræsentere information så vinder vi måske nok, men sammenhold, tillid og fælles gejst undermineres. Og så bliver der tale om en pyrhussejr.

Forskellige narrativer

En vigtig dimension i en ny politisk kultur er bevidstheden om magten i narrativer. Den vigtigste politiske kamp i samfundet overhovedet er kampen om det overordnede narrativ (fortælling). For vores fortælling om samfundet og virkeligheden er med til at definere hvad problemet i en given sammenhæng er. Og problemdefinitionen har helt indlysende meget at sige for de løsninger som overhovedet overvejes.

Vi har i Alternativet nogle fine værdier. Men en udfordring er at folk med forskellige virkelighedsopfattelser fortolker og forstår disse værdier forskelligt.

Når folk er uenige om et politisk initiativ, kan denne uenighed nemt være en følgevirkning af at de er uenige om en grundlæggende præmis. Forsøget på at nå til et politisk kompromis kan være svært hvis man er helt uenige om hvordan man overhovedet tænker om den pågældende problemstilling.

I den situation kan det være nyttigt at gå til konfliktens kilde: Den filosofiske/narrative uenighed. For hvis det mere grundlæggende skel bliver tydeligt kan der ske en af to ting:

  • Enten bliver det tydeligt at man reelt vil to forskellige ting.
  • Alternativt kan det være at man egentlig vil det samme, men af to forskellige grunde.

I begge situationer vil dialogen mellem parterne blive rigere og sandere af at forskellen bliver tydelig. Måske man må konkludere at man må gå hver til sit. Måske det bliver tydeligt at alt der skal til er at være mere inkluderende i sit sprogbrug mens den politiske substans er uændret.

En vigtig fornyelse i den politiske kultur i Alternativet kunne være at lave et udredende arbejde med at identificere de hovednarrativer som findes i Alternativet og gøre dem tydelige. Måske vi endda kunne lave en undersøgelse og fastslå hvor udbredte forskellige virkelighedsopfattelser er i partiet og blandt vælgerne. Det vil give os et ledelsesredskab og en hjælp til at navigere i overlappende politiske virkeligheder.

Der er næppe tvivl om at der i Alternativet findes mindst to hovednarrativer:

  • Et sekulært humanistisk narrativ og et
  • holistisk/spirituelt narrativ.

Men ud over disse kan der sagtens findes flere.

Konflikter kommer ofte ikke af at være forskellige, men at være relativt ens, mens uenige om detaljer. Måske det at være ærlige om det vi reelt er enige om og det vi reelt er uenige om vil kunne flytte på nogle fastlåste konflikter og gøre dem til oaser af filosofisk kreativitet i stedet.  I så fald kan mere principielle brudlinjer i tænkning, i stedet for at bekrige hinanden i trættende stillingskampe kunne danse med hinanden som supplerende politiske moves. Hvis vi kunne gøre det, så ville vi i sandhed have skabte en #venlig revolution.

Tillid – og magtens skygger

Der er en ”tillidsdiskurs” (en måde at tale om tillid) i Alternativet, som ind imellem bliver brugt til at lukke munden på legitim kritik. Samtidig så kan en kritisk indstilling forgifte et samarbejde, og dræne energien. Derfor er ønsket om en positiv og konstruktiv stemning et vigtigt element i at skabe en politisk kultur, hvor det er rart at være med.

Hvordan skaber vi en balance mellem de to vigtige hensyn:

  • plads til legitim kritik og
  • en positiv attitude i relationer og processer?

Det er nemt at slå dette spørgsmål hen med at ”vi skal bare være positive og konstruktive”. Men jeg tror ikke det er så nemt. Der er nemlig en spiller på banen som har en anden dagsorden, og som gør sig meget umage for IKKE at blive set: Magtens skygge.

Jeg ser et vigtigt skel i mange debatter om politisk kultur som går imellem mennesker med erfaring ud i selvudvikling og en mere indreorienteret tilgang til politik, og de som er mere pragmatiske og ydreorienterede.

De indreorientede personer har typisk gjort sig den smertefulde erfaring, at når de har været involveret i konflikter, fx på arbejdspladser eller i parforhold, så er der en faktor som nogen gange bliver ulideligt tydelig, fx igennem et terapiforløb: Eksistensen af ubevidste motiver eller indre figurer som man uden at ville det projicerer over på andre.

Hvis fx person A har haft en dårligt forhold til sin far eller mor (en autoritet) så kan vedkommende have en tendens til (ubevidst) at udspille den personlige konflikt overfor vilkårlige personer i autoritetspositioner. Kritikken af en leder kan således være ladet op af personligt materiale, og denne ladning mudrer situationen. Et konkret organisatorisk behov bliver blandet sammen med et personligt følelsesmæssigt behov. Og fordi disse to behov er flettet sammen bliver der svært for leder og organisation at navigere i.

Lignende problemstillinger kan selvfølgelig spille sig ud for personer der indtager tillidsposter. Og jo større ansvar jo større, jo mere fastlåste konflikter kan følge af manglende bevidsthed om de indre projektive figurer, som spiller sig ud i gruppen. Og fordi der er tale om et asymmetrisk forhold (mellem leder/følger) så er det ofte muligt for lederen at gennemtrumfe sin vilje og dermed tvinge konflikten ned under gulvtæppet. Men når dette sker, så hærdes energien i konflikten billedligt talt til små knaldperler som kan aktiveres når man træder på dem. På overfladen ser det måske ud til at konflikten er løst. Men reelt er energien blot gået i dvale og leder efter en ny måde at komme op til overfladen på.

Det er min klare overbevisning og erfaring at denne form for projektioner spiller end endog MEGET stor rolle i organisationer. Og der er ingen som er fri for at lave disse ubevidste numre. Heller ikke jeg selv. Gandhi formulerede det elegant da han sagde: ”Grunden til at jeg har så let ved at tilgive andre er at jeg ved hvilken slyngel jeg selv er.” Sådan har jeg det også.

Baseret på denne analyse er min konklusion: Størstedelen af de fastlåste konflikter som udspiller sig i organisationer har rod i projektive mekanismer. Årsagen er enkel: Hvis alle parter i en konflikt ser tingene klart (fri for projektioner), så er det normalt muligt at lave et meningsfuldt kompromis. Når dette IKKE er muligt, er det som regel fordi alle konfliktens centraler parter sidder fast i ubevidste følelsesmæssige mønstre på et eller andet plan.

Hvad er så løsningen?

I sin kerne er løsningen en gradvis bevidstgørelse af vores indre faldgruber. Hvis vi virkelig vil en ny politisk kultur, ser jeg at vores opgave er at lave en organisation som er robust overfor mennesker ubevidste tendenser til at projicere psykologisk materiale over på andre. Og første skridt er at acceptere at vi alle har disse tendenser. Når/hvis det kan blive en del af vores fælles virkelighed at noget sådant foregår, så kan man lave procesmæssige foranstaltninger som REDUCERER problemet, men vi kan ikke ELIMINERE det.

En helt central foranstaltning ligger i at skabe rum for at italesætte folks faktiske oplevelser, få luft for følelserne, og rumme de sår folk har uden at det går over i terapi. Der vil givet være folk som kan have gavn af terapeutisk hjælp med deres temaer, men det er ikke noget der skal ske i et politisk rum. Det som KAN foregår i et politisk rum er at vi kan være ærlige omkring den fælles følelsesmæssige virkelighed vi lever i, og vi kan give og modtage forståelse. Og hvor følelsesmæssige problemer har rod i kollektive politiske problemstillinger (fx racediskrimination) så kan det være relevant at diskutere sagens politiske aspekt. Konfliktløsning kan være en hjælp til at håndtere ting når de først er gået i hårdknude og det er fantastisk at Alternativet har fået et konfliktråd. Men endnu bedre vil være at håndtere disse energier INDEN de går i hårdknude og konfliktmægling bliver relevant.

En konkret tilgang til at deale med disse ting, kunne være at lave en form for ”emotionel clearing” inden vigtige møder, hvor deltagerne kan få luft for ophobede følelser. I en clearingsfase skal der ikke træffes nogle beslutninger. Der skal blot lyttes og deles, således at når man kommer til beslutningsfasen, så bliver processen ikke farvet af ophobet følelsesmæssigt materiale.

Konsekvensen af IKKE at cleare følelser, som faktisk er i rummet, er at sandsynligheden for stedfortræderkonflikter er stor. Evt. sårede følelser vil gerne ud. Og hvis de ikke har mulighed for at komme ud som det de er – følelser – så kommer de ud gennem sidebenene som sladder og en tendens til at modarbejde de personer man er vred på og lignende. Sådanne stedfortræderkonflikter er drænende fordi  det, som giver energi til dem er skjult og man ender med en oplevelse af at kæmpe med skygger hvilket man reelt også gør.

Mistanker om skjulte/ubevidste motiver, sårede følelser, mistillid som bliver gjort forkert osv. er som mudder i en organisatorisk proces. Tænk på en sø hvor man skal sejle forbi nogle skarpe rev, men ikke kan se dem fordi mudderet på bunden er hvirvlet op. Følelsesmæssig clearing er at skabe et rum, hvor følelserne kan falde ned, fordi de får luft –  ligesom når et sår kan heale fra bunden når det blive renset og får luft. De skarpe rev vil fortsat være der når luften er renset. Men når mudderet har lagt sig på bunden kan man SE hvor revene er, og man kan således undgå igen og igen at ramme ind i dem. Man kan så bruge sin tid på at sejle båden frem for at pumpe vand og lappe på skroget fordi man hele tiden rammer ind i sten som gemmer sig under overfladen.

Derfor: Mit ønske til en ny politisk kultur er at vi italesætter magtens skygger (de ubevidste elementer som optræder i organisatoriske processer) og behandler dem begavet. Evnen til at skabe organisatoriske processer, som håndterer disse skygger vil formentlig være den største politiske revolution vi har lavet overhovedet – hvis vi kan. Fordi så mange problemer, både organisatorisk og samfundsmæssigt, udspringer af at vi ignorerer det, som psykologisk set ligger lige under overfladen, bruger vi ufatteligt mange kræfter på at håndtere problemer som kunne være undgået, ved at tilrettelægge processer på en måde som i højere grad tager højde for den menneskelige natur.

Det allerværste vi kan gøre er at benægte disse skyggers eksistens. Gør vi det, så har vi gjort livet meget nemt for de kræfter som ønsker at sabotere visionen om en ny politisk kultur.

 

Politik som tjeneste

/0 Comments/in , /by

Poeten Per Højholt sagde engang: ”Politik er det muliges kunst, mens kunst er det umuliges politik.” Dette understreger politik som kunstart. Et andet berømt citat om politik er krigsteoretikeren Clausewitz som sagde ”krig er politik med andre midler”, hvilket understreger politik som en kamp. Er politik så kamp, kunst eller noget helt tredje? I en verden med akut bæredygtighedskrise og hvor ”post-truth” er årets ord, hvordan kan vi meningsfuldt se på politik med nye øjne?

NB: Denne artikel referer til pdf-artiklen “Holistisk politik” (30 s)

Politik er at sætte rammer for fællesskabet. Og politikerne former disse rammer. I gamle dage havde samfundet to søjler: Kongemagten og kirkemagten. De afbalancerede hinanden og i mange traditioner mente at kun når de to fungerer i samdrægtighed trivedes samfundet. Men i vores moderne samfund har vi reduceret kirkemagten til en kulisse hvor statsbetalte embedsmænd forkynder det som er politisk ufarligt. I dag er kirken således både økonomisk og etisk en forlængelse af staten, for man kan ikke tjene to herrer.

Vore dages politikere er således lovgiver og præst i én. Det er politikerne som former samfundets fortællinger og smeder vores virkelighed ud af dagligdagens brudstykker. Samtidig styres størstedelen af disse politikeres sind af en nyttetænkning som er varianter over ”du er din egen lykkes smed”, og ”sammen er vi stærke.” En egentlig refleksion over livets dybere mening eller filosofisk dybde skal man lede længe efter i Christiansborgs politiske smedje.

Undtagelsen er måske Alternativet. Måske siger jeg, fordi Alternativet godt nok blev født som et opråb og en vision om en ny politisk kultur. Men nu tre år senere oplever vi hvordan skepsis og desillusion kommer snigende. Afstanden mellem forland og bagland stiger, der er et vist gab mellem de smukke idealer og den noget mere prosaiske dagligdag. Det er i sig selv ikke så mærkeligt, men det bliver et problem hvis gabet og ikke mindst årsagen til gabet benægtes.

Hvad er der på spil?

Ud over de almindelige begrænsninger man altid kan regne med, tror jeg at der er noget i vores grundlæggende optik som trænger til et eftersyn. Eller rettere de briller vi har på. For jeg tror billedligt talt at vi går rundt med forskellige sæt briller på. Og når de med gule briller siger ”verden er gul” kan de med orange briller ikke forstå dem, for verden ser ganske orange ud for dem.

Når jeg ser på konflikterne I Alternativet, og forsøger at se på tingene fra ledelsens perspektiv, så virker det intuitivt som om de simpelt hen ikke forstår hvad der foregår i hovedet på deres kritikere. Den kritik der kommer, virker således delvist uforståelig for dem. Hvis dette er sandt, forklarer det hvorfor de reagerer på kritik med at synes den er urimelig og destruktiv. For det er den oprigtig talt, set fra deres perspektiv.

Men måske deres perspektiv kun er ét blandt flere!

I min artikel ”Holistisk politisk filosofi” har jeg beskrevet ikke mindre end 12 bevidsthedsperspektiver (memer), hvoraf i hvert fald de seks mest grundlæggende ”memer” har endog meget svært ved at forstå hinanden. Kunne det tænkes at det er noget sådant der er på spil? Kunne det tænkes at den #venlige politiske revolution som Alternativet har indvarslet måske ikke er helt så ligetil fordi vi er oppe imod nogle dybt rodfæstede tankemønstre, som ikke så nemt flytter på sig?

Et universelt perspektiv

Det sekulære humanistiske perspektiv ligger som et umærkeligt og vidt forgrenet fundament under vores samfund i dag. I efterkrigstiden er de store fortællinger faldet fra hinanden eller direkte dekonstrueret. I deres sted er kommet en defakto fortælling om individ, selviscenesættelse og konkurrencestat fordi disse er en naturlig forlængelse af den humanistiske positivistiske og sekulære grundopfattelse, der filosofisk set dominerer samfundet.

Men blot fordi den dominerer, behøver den ikke nødvendigvis være sand, mere end kirkens optik var sand da den påstod at jorden var flad for 500 år siden. Vores eksistentielle perspektiver ændrer sig, men langsomt.

Et perspektiv som dog er stort set fraværende i den politiske debat er det esoteriske perspektiv på politik og samfund. Esoterisk betyder ”det som er skjult” i modsætning til eksoterisk som betyder ”det som er synligt”. En esoterisk tilgang til politik handler således om at kaste lys på de skjulte dynamikker der styrer showet bag scenen. Man kan sige at denne tilgang til politik er det stik modsatte af spin og overfladiske betragtninger. Det er en tænkemåde som fokuserer på dybden og substansen. Men for at forstå den esoteriske tilgang til politik må vi først forstå lidt om esoterikkens grundlæggende optik på livet.

I den esoteriske forståelse af universet er alting levende. Fra de mindste atomer til de største galakser er de fysiske former vi kan se manifestationer af liv. Når atomers adfærd ikke kan forudsiges i kvantemekanikken, er det ikke fordi de opfører sig tilfældigt, men fordi de er en del af en levende matrix og dermed opfører sig uforudsigeligt. Atomerne er en del af materiens iboende intelligens som opbygger molekyler, celler og organismer. Videnskaben kan forklare lidt af det, men hvorfra bevidstheden kommer, er der ingen gode forklaringer på. INGEN! Måske er det fordi bevidsthed ganske enkelt ER, og er tilstede i alting fra det mindste sandkorn til den største galakse – men overalt begrænset af de ydre formers kapacitet for at rumme og udfolde liv.

Den logiske konklusion på dette verdensbillede er at også jorden – Gaia – er levende. Ligesom cellerne i vores krop er det som tillader den menneskelige sjæl at træde frem i manifestation, så er naturrigerne, (herunder menneskeriget), en ”kosmisk krop” som tillader at en højere intelligens og bevidsthed kan åbenbare sig. Denne overmenneskelige bevidsthed manifesterer sig igennem individer, familier, organisationer, nationer og den globale civilisation. Og lige som et dyr ikke har evnen til at forstå et menneskes tankegang, således har mennesker heller ikke kapacitet til at forstå denne kosmiske intelligens. Men vi kan orientere os imod den, ligesom vores kæledyr kan adlyde os, selvom de ikke fuldt ud forstår os.

Lad os stoppe et øjeblik og se på udsigten fra dette sted: Nationer og civilisationer ses her som organer i et større væsen – en planetar bevidsthed af en art – som bruger os som udtryksmiddel, ligesom vi bruger vores krop. Kan man virkelig forestille sig noget sådant?

Ja, det kan man bestemt, og faktisk findes der en del vidnesbyrd fra mennesker der har opnået glimt af en sådan planetar bevidsthed, der peger i den retning. En væren der er så meget større end os selv, at lyset og kraften i dette væsens nærvær ganske blænder de, som får et kortvarigt glimt heraf – vores mystikere og profeter.

Dette perspektiv svarer til de øverste niveauer i de jeg kalder ”spiralen” i min artikel om holistisk filosofi. Og det jeg godt kunne tænke mig at se på i denne artikel er: Hvordan mon politik ser ud fra dette perspektiv? Hvilken rolle har man som politiker og hvordan tænker man på sin opgave?

Det større liv – Helhed eller Enhed

Einstein sagde en gang ”jeg er ikke interesseret i dette eller hint spektrum. Jeg ønsker at forstå hvordan gud tænker. Resten er detaljer.” Og med disse ord indfangede Einstein en del af den problemstilling som møder en politiker der åbner for ”det større liv”.

Men hvis man skal forstå den holistiske tilgang til politik er det nødvendigt at skelne skarpt mellem to typer af helhedstænkning:

  • En tænkning, som ser helhedens som summen af sine dele.
  • En tænkning, som ser en udelt enhed, der manifesterer sig gennem individer (atomer) og åbenbarer sig gennem deres modsætninger.

Den første version er det de fleste sekulære og positivistisk orienterede mennesker mener med ”helhed”. Men denne form for helhed benægter implicit eksistensen af den bagvedliggende enhed. Og lige der opstår en virkelighedskonflikt, som måske er et af de centrale omdrejningspunkter for Alternativets interne konflikter.

For der findes intet filosofisk kompromis mellem disse to idéer. Den ene udelukker den anden. Og der er meget på spil i forhold til økonomi, uddannelse, positioner i samfundet. For størstedelen af akademia, læger, politikere og embedsfolk har bygget deres liv og karrierer på den første forestilling. Hvis denne skulle vise sig at være forkert, vil det naturligvis medføre et jordskælv igennem samfundet som vil forskyde indflydelse og privilegier i retning af en gruppe mennesker som har været diskrimineret imod frygtelig længe.

Denne diskrimination tager ofte indirekte former, som når nyhederne rapporterer om et emne der berører  åndelige emner og generelt gør det på en lettere nedladende facon som får disse mennesker til at fremstå som godtroende idioter. Men det kan også tage form som personlig diskrimination, som da:

  • Undervisningsministeriet kontaktede en af mine samarbejdspartnere og fortalte vedkommende at han ikke kunne får flere job hos dem, hvis han fortsat var associeret med ”den slags folk” (altså åbenlyst spirituelt orienterede mennesker som undertegnede). Eller som da
  • Odenses borgmester, fik en anmodning om at udelukke ”mine farlige spirituelle idéer” fra et åbent borgerinitiativ, og borgmesteren efterfølgende sendte besked til en medarbejder om at ”nedtone” kontakten til mig, men den konsekvens at min deltagelse ikke længere var mulig.

Hvis jeg var blevet diskrimineret på lignende vis grund af farve, race, etnicitet eller religion så ville der have lydt et ramaskrig. Men fordi jeg bliver diskrimineret på grund af en anden virkelighedsopfattelse så trækker folk på skuldrende.

Hvorvidt der vitterlig findes et ”større liv”, som vi er en del af, er et vigtigt spørgsmål. For hvis det er sandt, så er transpersonlige oplevelser, inspirationer og lignende vigtige ledetråde til at forstå dette ”større liv”. Det er noget der implicit har stor politisk betydning idet det berører selve livets formål – og dermed samfundets formål. Hvis dette større liv ikke findes, så hallucinerer alle de mennesker som har såkaldte ”åndelige oplevelser” og hallucinationer er selvsagt ikke noget vi skal inddrage i en politisk debat.

Virkelighedsspørgmålet er således et helt afgørende politisk spørgsmål. Men hvordan forholder vi os til det? Og hvordan kan vi bruge indsigt i sindets dybere kroge til at blive bedre til at håndtere politiske konflikter?

Mystiker og politiker

Når man som menneske oplever en krise, er det min erfaring at hvis man undlader at beskytte sig selv imod under- og overbevidsthedens indhold, og favner dybden af sorg, smerte, angst og lyst der måtte gemme sig i et sæt af omstændigheder, så åbenbares en ny og dybere forståelse af hvad der egentlig er på spil. Selvom omstændighederne måske er svære, så giver dette nye perspektiv en grund til ikke at fortvivle og anviser en konstruktiv vej ud. Hvorfor? Fordi man får øje på de dybere årsager til krisen. Og når man ser disse klart, så ved man også hvad ens reelle handlemuligheder er. I stedet for at støtte sig til velmenende råd fra mennesker, der ikke selv har skuet ind i dybet, eller andre eksterne kilder, så går man selv lige til kilden og der ligger ofte et helt nyt perspektiv.

Det var på det individuelle plan.

Hvordan ser en krise på det kollektive plan så ud…en politisk krise?

Faktisk er der ikke så vanvittig stor forskel. Bag krisen ligger typisk dårlige vaner, fejlagtige antagelser og en hårdnakket modstand imod at acceptere virkeligheden som den er. Når en alkoholiker fx forsøger at rette sit liv op, går det oftest galt der hvor vedkommende bliver ramt af en følelse vedkommende ikke kan håndtere. Så falder han/hun tilbage i den dårlige vane for at dulme smerten. Kollektive kriser fungere på lignende vis. Når vi bliver bange eller pressede forfalder vi til fortidens dårlige vaner.

Hvorfor kan vi ikke fastholde den bedste version af os selv når vi står i konfliktfyldte situationer? Den centrale snubletråd er modstand imod at erkende virkeligheden som den faktisk er. Man bortforklarer, rationaliserer, beskytter sig imod de følelser man faktisk rummer og bruger alle mulige andre strategier for at slippe for at mærke det som egentlig ER. Man beskytter således sig selv imod sit eget sinds dyb – og der kommer man ud i en kamp man ikke kan vinde.

Men hvad hvis man lader være med at beskytte sig? Hvad hvis man tillader impulserne fra sindets dyb at trænge igennem? Så vil der også i det kollektive rum åbenbares nogle løsninger af en helt anden karat. Og ÅBENBARING er nøgleordet her, for åbenbaring er, set fra et åndeligt perspektiv, selve formålet.

Må kraften være med dig

Min personlige erfaring er at der findes et større liv. Der findes en kraft som gennemsyrer alting. Denne kraft har givet inspiration til mange fortællinger. Blandt moderne varianter har vi ”Ringenes Herre”, ”Star Wars” og ”Avatar”. I alle disse fortællinger er der en kraft der gennemsyrer universet og som betinger den historie der folder sig ud. Og udfaldet af konflikten afhænger i lige så høj grad af en form for indgriben fra ”kraften/Eywa/elverfolkets magi” som det gør af menneskenes egen indsats. Denne ”kraft” er naturligvis ikke en håndgribelig kraft der kan flytte på ting som i Stjernekrigen, men alene en subjektiv indflydelse der former vores bevidsthed. Det er en symbolsk sandhed der åbenbares i disse fortællinger, ikke en bogstavelig sandhed.

Politik som tjeneste, handler om at orientere sig imod dette større liv – kraften. At se perspektiver i det vi gennemgår med nogle af briller som favner ikke blot et globalt perspektiv, men et kosmisk evolutionært perspektiv.

Set med esoteriske briller går jorden igennem en opvågnen i disse år. Den ydre bæredygtighedskrise er et spejl af en indre eksistenskrise, hvor menneskeheden samlet set har brug for at forlade fortidens sort/hvide tænkning og overtroiske tendenser og træde ind i en ny bevidsthed karakteriseret af en inklusiv tænkning som er korrekt orienteret imod det større liv – kraften

Denne subjektive udvikling er af mindst lige så stor betydning som den grønne omstilling. Formentlig er en reel grøn omstilling kun mulig, hvis den indre, subjektive udvikling, også tages alvorligt. For hvis den nuværende seperatiske og egoistiske tænke- og væremåde fortsætter ind i en grøn omstilling, så vil de kræfter som søger dominans formentlig splitte alle gode initiativer ad, indtil det er alles kamp mod alle i et kapløb mod bunden.

Begavede globale løsninger kræver sammenhold. Og sammenhold kræver at den kraft som binder os alle sammen får lov til at virke. Denne kraft er i alting. Den er det levende nærvær og at tillade dens naturlige flow igennem os er lige så nemt som at trække vejret – hvis ikke det lige var fordi vi er blevet socialiseret til at ignorere den.

Jeg er esoteriker og politiker. Min ambition er at bygge en bro imellem kilden til kraft og de steder hvor politiske beslutninger bliver truffet. Forudsætningen for at dette kan ske er trefold:

  • Før det første har vi brug for at anerkende at fortællingen om en bagvedliggende enhed, og en kraft der virker igennem os alle, er dybt meningsfuld.
  • For det andet er der brug for at politikere og tænkere begynder at orientere sig imod dette dybere sted i dem selv og lytte til de som forsøger at kaste lys på krisens dybere åndelige udfordringer.
  • For det tredje er der brug for at vi holder op med at beskytte os imod vores egen underbevidsthed.

Kan vi det?

Bevidsthedens skjulte liv

I vores underbevidsthed ligger tanker, følelser og erfaringer som vi selvsagt ikke er bevidste om. Det er indflydelser fra dette og tidligere liv, som forsøger at komme op til overfladen. De er som flamingostykker i en swimmingpool. Det kræver en masse kræfter at holde dem under vandet, men hvis man slipper dem så popper de op til overfladen. At give slip er ofte en stor lettelse for det kræver faktisk mange kræfter at benægte virkeligheden.

Man bliver ikke et mere lykkeligt eller succesfuldt menneske af at beskytte sig imod psykologiske sår der huserer i underbevidstheden. For psykologisk set har det samme virkning som at sy et betændt sår sammen. Det gør mere og mere ondt indtil betændelsen til sidst tvinger sig vej ud. Den eneste virkningsfulde kur er at åbne såret, rense det, og lade det hele fra bunden. I en politisk kontekst betyder det at tage nogle åbne debatter, hvor de dybere psykologiske udfordringer bliver taget alvorligt og se ærligt på de smertefulde sandheder som hidtil er blevet ignoreret.

Men vi har lært at vi ikke kan stole på dette sted i os selv af en psykologi og videnskab som anser det indre dyb for ikke-eksisterende. Dermed er det implicit farligt at stole på. For hvem vil stole på noget som ikke findes? Vanviddet lurer der. Men faren ved at stole på vores dybere selv er ikke blot overdreven, den er decideret malplaceret.

At dette ikke er nogen nyhed kan vi se fra Thomas evangeliet hvor der står: ”Hvis du åbenbarer, hvad der er i dig, så vil det du deler, redde dig. Hvis du ikke deler det, vil det du ikke deler, ødelægge dig.”

Ud fra en atomiseret livsforståelse kan det være svært at forstå denne visdom. Men fra et holistisk perspektiv er det indlysende: Hvis man fraspalter en del af sig selv, så vil man konstant søge at genfinde denne del af sig selv. Underbevidstheden vil igen og igen forsøge at skabe omstændigheder (evt. smertefulde omstændigheder) som bringer bevidstheden i kontakt med det, som den fornægter (men som altid lever i underbevidstheden.)

Denne simple dynamik er grunden til at folk igen og igen tiltrækker den samme form for kriser i deres liv. Og det vil de blive ved med det indtil de favner den enkle sandhed: Du benægter dele af dig selv.

Det sker som individ og det sker som samfund.

Politik som tjeneste er derfor at være et redskab for den større helhed. At være et redskab for at det som REELT er problemet, kommer frem så der der bliver skabt sundhed på alle planer. Den centrale praksis er at gøre det tydeligt hvad vi REELT har at vælge imellem, og kaste lys på de mange illusioner og stråmænd som præger den politiske debat. I praksis er det ikke nemt, fordi der er megen psykologisk modstand hos individer og institutioner imod denne dagsorden. Samtidig er det det vi har brug for, for at skabe et sundere og mere bæredygtigt samfund.

En højere retfærdighed

Vores samfund kan på mange måder virke uretfærdigt. Men faktisk er min oplevelse at der findes en højere form for retfærdighed, som via karma sørger for en form for balance når man ser livet i en større sammenhæng. Politik som tjeneste kan således også ses som et forsøg på at nationens love afspejler universets love, således at den højere retfærdighed, kærlighed og det intelligente design, som karakteriserer naturen, også præger samfundets institutioner.

En central strategi for de kræfter i samfundet som ønsker urimelige privilegier og arbejder for uretfærdighed og undertrykkelse (og ja disse grupper findes) er den modsatte: at begrænse befolkningens valg til nogle få dårlige alternativer, som alle på forskellig vis tjener elitens interesser. Et godt eksempel er det nys overståede valg i USA. Et valg mellem en despotisk populist eller en manipulerende krigshøg – pest eller kolera.

Helt centralt i politik som tjeneste er derfor at gøre op med de institutionelle og psykologiske barrierer som forhindrer at befolkningen kan træffe et ærligt og oplyst valg mellem flere gode alternativer, hvor de reelle konsekvenser af valgene bliver gjort tydelige.

Men folket har generelt de ledere de fortjener, og forudsætningen for at politik bliver mere oplyst er også noget befolkningen og dens debatkultur har ansvaret for. At Alternativet har fokuseret på stærke værdier, stærke dogmer og stærke institutioner – frem for stærke ledere – er dog et tegn på at vi er på rette vej.

Alternativet har forudsætningerne for at kunne lykkes med at ændre den politiske kultur fundamentalt. Men i tilgift til de tre ovenstående forudsætninger er der brug for en fjerde forudsætning for at det kan ske: et stærkt filosofisk fundament til at supplere værdierne. Ikke nødvendigvis i form af en katekismus som definerer hvordan vi skal tænke, men en åbenhjertig og ærlig refleksion om substansen i de filosofiske betragtninger, der ligger bag Alternativet som bevægelse og parti. Der er brug for en anerkendelse af at hvis en betragtning ikke kan dokumenteres eller logisk bevises, så er det en fortælling. Og hvis vi har flere forskellige fortællinger, og ingen af dem kan bevises så er den oplyste tilgang til dem at afstå fra at dømme fortællingerne rigtig eller forkert. I stedet bør vi skabe rum for at disse fortællingers kvaliteter hver især kan folde sig ud, og favne den mulighed at det måske er i mellemrummet mellem de forskellige fortællinger at den dybeste visdom spirer.