En Alternativ deal-breaker?

Alternativet ønsker at slå en ny tone an i politik. Men når idealer møder virkelighedens svære prioriteringer, opstår friktioner og tvivl. I de sidste dage er jeg stødt på folk som er begejstrede over Alternativet, men som tager voldsomt afstand fra især to ting:

• At Uffe har meldt ud at Alternativet er kritisk positiv over for EU
• At Alternativet påstås at støtte indkøb af nye kampfly for 30 mia.

Disse punkter er for nogen deal-breakers. Men hvad er egentlig op og ned på disse temaer? Og hvordan hænger de sammen med de andre store spørgsmål som seriøs bæredygtighed?

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast at Alternativet endnu ikke har formuleret en egentlig politik på disse områder. Inden for det kommende år, vil dette ske, og det vil ske med afsæt i folkelige politiske laboratorier som de øvrige politikområder. Men derfor kan vi godt overveje de principielle spørgsmål det rejser.

Alternativet er et humanistisk parti. Men det er også et realistisk parti. I det følgende vil jeg gerne give et bud på hvordan man efter min mening bør anskue disse problemstillinger med afsæt i en vision om at skabe det størst muligt gode for de flest mulige mennesker.

Venstrefløjens evige akilleshæl

Venstrefløjen har generelt været styret af en humanistisk optik: Krig, konflikt og konkurrence er noget skidt. Samarbejde, sammenhold og medfølelse er godt. Men er denne optik klog? Og er vejen til fred og sikkerhed færre våben? Højrefløjen har derimod haft det fint med konkurrence og ulighed i samfundet, og generelt også været hurtigere til at gribe til en militær løsning når der var konflikter.

Hvis man kigger historisk på optrapningen til anden verdenskrig, så er der belæg for at sige at en væsentlig årsag til krigen var den appeasement politik som Neville Chamberlin førte sidst i 30’erne. Denne politik huskes ofte med citatet ”Peace for Our Time” hvor premierminister Chamberlin d. 30 september 1938 kom hjem fra München og viftede med en fredsaftale med Hitler. Det var dog en fredsaftale hvor England accepterede at Hitler annekterede Tjekkoslovakiet og den viste sig da også at være helt værdiløs.

I modsætning til Chamberlain så Winston Churchill tidligt hvem Hitler egentlig var, og sagde klart:

Hitler kan man ikke forhandle med. Han forstår kun ét sprog: Magt.

Historien viste at Churchill havde ret.

I England på denne tid havde fredsbevægelsen kronede dage. Efter en opslidende første verdenskrig var der meget lidt lyst til endnu en krig, så de fleste vendte det blinde øje til Hitlers aggressioner op igennem 30’erne. Og reelt var Englands manglende oprustning i 1930’erne en meget vigtig årsag til at krigen kom – og at englænderne var snublende nær på at tabe den i 1940. Kun nogle ganske få kampfly og nogle sindsygt modige piloter afværgede denne katastrofe.

Hvis England havde været militært stærkere og hvis England, Frankrig og USA – sejrherrerne fra den første krig – beslutsomt havde sagt til Hitler da hans aggressioner begyndte ”Det her må ikke ske. Nu stopper det!” og været parat til at bakke det op med våbenmagt, så havde anden verdenskrig formentlig kunne undgås, eller i hvert fald være forkortet med flere år.

Kapløbet om atombomben

Ny teknologi har ofte afgjort krige, og 2. verdenskrig var ingen undtagelse. Nye landvindinger indenfor fysikken havde gjort at fysikere og militærfolk var begyndt at spekulere i muligheden for en bombe så kraftig at den kunne ende krigen – atombomben. Kvantefysikken var udviklet af Europa og stort set alle de betydende teoretiske fysikere,på den tid var Europæere, og mange tyskere: Einstein, Schrödinger, Heisenberg, Fermi, Planck, Born m.fl. Tyskerne havde med andre ord alle forudsætninger for at være de første til at udvikle atombomben.

Fra åndelige kilder (Alice Bailey), har vi nogle utroligt interessante betragtninger, som fortæller om hvordan der under krigen var et kapløb i gang mellem aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan) og de Allierede med henblik på at få bomben. Hvis tyskerne var lykkedes med deres projekt, så ville de have bombet London og krigen ville være ovre. Konsekvensen ville have været et globalt tyranni hvis lige vi næppe kan forestille os. Personligt er jeg glad for at dette våben havnede på Allierede hænder og det kan være dyrt at være naiv i disse anliggender.

Fra de samme kilder betegner den af Alice Bailey kanaliserede Mester D.K. pacifisterne i England som ”møllesten om menneskehedens hals, som forhindrer enhver ægte åndelig fremgang”. Hvorfor bliver denne tilsyneladende fredselskende gruppe af mennesker betegnet på denne måde?

Det er fordi pacifisterne ville freden for enhver pris. De betragtede ethvert tilløb til at svare på aggression med magt som at man bidrager til konflikten, i stedet for at acceptere at nogen gange ligger ansvaret for konflikten simpelthen hos den som ikke vil acceptere demokratiske spilleregler og folkenes selvbestemmelse. Det var tilfældet den gang, og det er også tilfældet visse steder i dag.

Dertil kommer at en væsentlig del af pacifisternes motivation er et egoistisk ønske om ikke at blive revet ud af deres magelighed, og en uvilje ved at forholde sig til svære og konfliktfyldte spørgsmål. I stedet for at se ærligt på det som sker omkring dem, så vender disse mennesker det blinde øje til. Men set i et større perspektiv kan det være mere egoistisk og kortsynet end at bruge våbenmagt.

Hvis man ønsker fred, må man i yderste konsekvens være parat til krig. Det er et ældgammelt militært motto som rummer stor visdom.

Opgøret med USA’s imperialistiske politik

Når alt dette så er sagt, er det også på sin plads at gøre op med Danmarks såkaldte ”aktivistiske udenrigspolitik” som udmøntet af Anders Fogh Rasmussen i 00’erne. Danmarks rolle som USA’s nære allierede i krigen i Irak er en skamplet som er svær at vaske væk. Jeg var selv på gaden i 2003 for at demonstrere imod krigen, og jeg vil påstå at det var ret gennemskueligt hvad den amerikanske dagsorden var.

Irak-krigen handlede ikke om terrorisme men og geostrategisk indflydelse og olie. Det handlede om penge og magt for USA. USA’s krige rundt om i verden og USA’s forsøg på at gennemtvinge frihandelsaftaler som TTIP og lignende er en del af en global dagsorden der handler om at sikre amerikansk dominans på alle fronter. Dette bør Alternativet bekæmpe med næb og klør.

Men vi skal passe på med at blande et nødvendigt indkøb af fly sammen med et lige så nødvendigt opgør med at være ukritisk halehæng til USA’s klodsede sikkerhedspolitik.

• At sikre et stærkt dansk forsvar bør efter min mening være en mærkesag for Alternativet. Et forsvar som har til mål at sikre vores uafhængighed og vores evne til at støtte op om internationale interventioner – når disse virkelig er berettiget (hvilket de sjældent er).
• At sikre et stærkt Europæisk forsvar som er uafhængigt af USA bør være en anden mærkesag. Jeg mener derfor at der er god grund til at være skeptisk overfor indkøb af amerikanske fly.
• At kæmpe for et EU med fokus på seriøs bæredygtighed bør være en tredje mærkesag.

Hvis vi kombinerer disse tre elementer, er det ikke usandsynligt at det resulterer i at EU og USA indenfor en tidshorisont på 10-30 år befinder sig på hver sin side i en regional konflikt i f.eks. Asien eller Afrika, hvor der bag den militære konflikt ligger forskellige visioner om hvordan verden skal udvikle sig. I et sådant scenarie vil jeg meget nødig at det danske forsvar er afhængigt af reservedele fra amerikanske producenter.

At forene kærlighed og magt

Martin Luther King havde et flot citat omkring dette tema, da han sagde:

Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic. Power at its best is love implementing the demands of justice, and justice at its best is power correcting everything that stands against love.

Denne optik er mit udgangspunkt i at analysere hvad der er en klog balance mellem sikkerhed og medfølelse. Naivitet i disse forhold kan koste én dyrt, som historien viser.

Ville det ikke være fantastisk hvis Alternativet kunne være et parti som forener en medfølende socialpolitik, en retfærdig økonomisk politik med en beslutsom sikkerhedspolitik.

Det er det Alternativ jeg ønsker at kæmpe for.