Nye farver i det politiske landskab

/0 Comments/in /by

Når man italesætter politiske forskelle, bør man gøre det på en måde, som bygger broer frem for at grave grøfter. Hvis ens politiske optik har en indbygget skævhed, på den måde at nogle perspektiver implicit fremstår som gode og andre som dårlige, så fremmer det ikke samtalen.

Det kosmopolitiske spektrum er et forsøg på at skabe en sådan model, men uanset hensigten om et neutralt sprog, så løber man ind i praktiske udfordringer som at forskellige begreber bærer følelsesmæssige ladninger for forskellige mennesker, og at man i en fremstilling, som nedenfor, kan komme til at betragte op og ned som god/dårlig, uagtet at der ikke ligger en sådan optik i modellen.

Man kan nemt komme til at betragte op og ned som god/dårlig, uagtet at der ikke ligger en sådan optik i modellen.

MemesPolitics_nyefarver

Ovenstående figur opererer med nogle andre farvekoder end mine tidligere blogs. Det er for at eksperimentere med forskellige måder at italesætte den psykologiske virkelighed.

At der faktisk eksisterer nogle arketypiske bevidsthedstyper er der meget, som tyder på. Men der er tale om mosaikker af bevidsthed og ikke stive typologier, så det er vigtigt at kunne tale om det på en måde, så folk ikke føler sat i bås eller begrænset af terminologien. Til dette formål kan farver være et godt valg som betegnelse for et politisk og eksistentielt perspektiv.

Det bør stå krystalklart, at højere udviklede memer ikke er bedre memer.

Det bør endvidere stå krystalklart, at højere udviklede memer ikke er bedre memer. De først udviklede memer er fundamentet for de mere avancerede memer, og vedbliver med at være det. Kroppen er vort tempel, og på samme måde er de tre nederste memer i denne model fundamentet for de øverste memer.

Uden de højere memers universelle perspektiv, vil de lavere memers begrænsede udsyn give problemer – og gør det også. Omvendt vil de højere memers tendens til abstraktion og manglende jordforbindelse nemt kunne lede til urealisme og politiske initiativer, som ikke er forbundet med de konkrete realiteter. Det bør derfor være klart, at vi har brug for alle memerne, og vi har brug for, at de samarbejder.

Tanke, følelse og vilje (handlekraft)

Som vist i mine andre blogs er de tre memer i hver etage en refleksion af hhv. tanke, følelse og vilje. Når et menneskes tanker, følelser og handlinger flugter, så er man effektiv i at skabe det, man ønsker. Når det ikke er tilfældet, opstår en indre stresstilstand, som er umulig at undslippe, førend man identificerer årsagen. Årsagen er oftest en blanding af fejlagtige tænkemåder, følelsesmæssige sår og ydre vilkår, som konflikter med ens dybe ønsker. Et eller andet sted i malstrømmen af tanker, følelser og handlinger hopper kæden af.

Når et menneskes tanker, følelser og handlinger flugter, så er man effektiv i at skabe det, man ønsker.

Noget analogt sker i samfundet og det politiske liv. Det centrale problem i politik er således, at Rød/Blå/Orange kæmper om dominans, i stedet for at samarbejde om det fælles bedste. Hjertet i konflikten skyldes det bevidsthedsplan, som disse memer udspringer af (det personlige). Den mulighed der ligger i næste etage er netop at GENKENDE, hvordan memerne er indbyrdes afhængige og har brug for hinanden. I stedet for en uløselig konflikt, opstår nu muligheden for et konstruktivt samarbejde, hvor mennesker, som identificerer sig med de forskellige memer, i gensidig respekt kan yde deres bidrag til helheden. Dertil kommer forståelsen af, hvordan memerne repræsenterer bølger i en stadigt fremadskridende evolution.

Den mulighed, der ligger i næste etage, er netop at GENKENDE, hvordan memerne er indbyrdes afhængige.

Denne mulighed (og nødvendighed) er nok vores bedste håb for en lykkelig udgang på krisen, og vores største udfordring at realisere.

spiraldynamics-wave_300

Opgøret med tre centrale institutioner

Spiralmodellen antyder eksistensen af to etager i bevidstheden, som fungerer meget forskelligt. Helt indlysende vil disse også manifestere sig i nye typer af samfundsinstitutioner. Hvis vi ser på de områder af samfundet, som skal transformeres, mener jeg, at man med stor ret kan pege på tre centrale samfundsområder, som reflekterer de tre dominerende memer (rød, blå og orange):

  • Røds værdier (Humanistisk) manifesterer sig især i det sociale velfærdssystem.
  • Blås værdier (Entreprenant) manifesterer sig især det økonomiske system.
  • Oranges værdier (Autoritær) manifesterer sig især i kirken og monarkiet.

Et interessant spørgsmål melder sig således: Hvordan ville disse tre centrale samfundsområder se ud, hvis de tre områder blev præget af deres højere modsvarigheder: Rosa, Azur og Gul?

  • Et Rosa socialsystem vil i langt højere grad fokusere på de psykologiske årsager til sociale problemer og styrke sociale fællesskaber og kulturformer, som eksistentielt, psykologisk og fagligt støtter den enkelte i at bidrage aktivt til fællesskabet, således at der skabes flow på alle planer.
  • En Azur økonomi vil vægte bæredygtighed og national selvbestemmelse over virksomheders profit. Frihed til at skabe vil gå hånd i hånd med en naturlig omsorg for helheden og teknologiske muligheder vil blive brugt med måde og med det fokus at understøtte menneskelig trivsel.
  • En Gul kirke/monarki vil sætte fokus på det levende mysterium og de essentielle arketypiske sandheder bag alle religioner og kongehusets rolle som et spejl af disse arketyper.

Denne måde at italesætte de politiske udfordringer rummer muligheden for en smidig, og dog alligevel meningsfuld debat. Ud over at tale om Rød/Blå modsætninger kan man også tale om Rød/Rosa modsætninger, f.eks. i forhold til, hvordan man indretter sociallovgivningen, eller en Orange/Gul modsætning i forhold til vores selvforståelse og endelig en Blå/Azur modsætning i relation til vores økonomiske system.

Ud over at tale om Rød/Blå modsætninger kan man også tale om Rød/Rosa modsætninger, f.eks. i forhold til hvordan man indretter sociallovgivningen.

Der er selvfølgelig mange andre muligheder og ovenstående blot en lille smagsprøve på, hvordan dette politiske kompas kan bruges.

LÆS OGSÅ: Spiraldynamik og menneskets bevidsthedsudvikling

Spiraldynamik og menneskets bevidsthedsudvikling

/0 Comments/in /by

Hvad kan vi bruge en udviklingspsykologisk model til i politik? Svaret er, at den giver os en forklaring på, hvad der egentlig foregår, og hvor den virkelige politiske udfordring ligger.

Mange års forskning i de dybereliggende årsager til menneskehedens krise har ledt mig til den konklusion, at hjertet i krisen er mental. Centralt i den politiske dynamik, som driver menneskeheden stadig nærmere et katastrofalt sammenbrud, ligger nogle tænkemåder, som har tjent os vel i fortiden, men som ikke længere kan bruges til at håndtere den krise vi står overfor. For at takle krisen må der ske en transformation i vores bevidsthed og tænkemåder.

Men chancen for at nå i mål er langt større, hvis man har en klar idé om, hvor man kommer fra, og hvor man skal hen. Til dette formål har jeg fundet den udviklingspsykologiske model “Spiral Dynamik” meget nyttig. Spiral Dynamikken, er oprindelig udviklet af amerikaneren Clare Graves. Han formulerede i 60’erne en teori om, at der eksisterer nogle grundlæggende “memer” i menneskets sind. En slags “attraktorer” i bevidstheden, som udgør livsopfattelser, der svarer til bestemte bevidsthedsmæssige udviklingsniveauer. Tanken er, at ligesom generne er en kode for vores fysiske udvikling, således indeholder memerne nogle koder, der bestemmer vores bevidsthedsmæssige udvikling. De manifesterer sig som tankesystemer, der rummer deres egen retfærdiggørelse og bliver derfor til en form for selvrefererende tankeuniverser.

Graves model er dog ikke blot en teori. Den er testet på over 50.000 personer i alle aldre

Graves model er dog ikke blot en teori. Den er testet på over 50.000 personer i alle aldre og på tværs af køn, kultur, klasse og race over hele verden i både industrialiserede lande og udviklingslande. Man fandt i disse undersøgelser ikke nogen væsentlige afvigelser fra den overordnede model. [1] Modellen er uddybet i PDF artiklen: Det Kosmopolitiske Spektrum

Hjertet i modellen er, at bevidstheden udvikler sig i evolutionære bølger, som svar på evolutionære udfordringer. De forskellige bevidsthedsniveauer i modellen hænger således uløseligt sammen med de livsvilkår, som forskellige typer af civilisationer lever under. Den amerikanske filosof Ken Wilber, som af mange anses for en af de største nulevende filosoffer, har beskæftiget sig indgående med spiraldynamikken og skriver blandt andet om spiralens eksistensbølger:

Hver bølge “transcenderer og inkluderer.” Det vil sige, at hver bølge går ud over (eller transcenderer) sin forgænger, og alligevel inkluderer eller omfavner den sin forgænger i sin egen sammensætning. For eksempel transcenderer og inkluderer en celle molekyler, som transcenderer og inkluderer atomer. At sige, at et molekyle går ud over et atom, er ikke det samme som at sige, at molekyler hader atomer, men at de elsker dem: De omfavner dem i deres egen sammensætning; de inkluderer dem, de marginaliserer dem ikke. På samme måde er enhver eksistensbølge en fundamental ingrediens i alle følgende bølger, og således må de alle værdsættes og omfavnes.

Don Beck, en anden af pionererne bag teorien, skriver om spiralen:

Spiralen er rodet og asymmetrisk, med mange tilsætninger snarere end rene typer. Der er tale om mosaikker, sammenvævninger og blandinger. Fokus er ikke på typer af folk, men typer i folk.

Hjertet i modellen er, at bevidstheden udvikler sig i evolutionære bølger som svar på evolutionære udfordringer.

Spiraldynamikkens fundament

Et centralt problem ved teorien, efter min mening, er dog manglen på et teoretisk fundament. Hvad er det bagvedliggende mønster? Det spørgsmål ledte mig til at sammenligne teorien med den åndelige psykologi formuleret af Alice Bailey, og ud af dette voksede en model, som forklarer eksistensen af memerne, ud fra den meget enkle antagelse, at bevidstheden har fire etager, som modsvarer vores biologi, og tre centrale udtryksformer, som modsvarer vores grundlæggende fakulteter: tanke, følelse og vilje.

Denne model er ikke underkastet forskning på samme måde, som den oprindelige spiraldynamik, men den giver en ramme til at forstå og italesætte den viden, vi har, på en nyttig måde. Ud fra en række principielle betragtninger og erfaringsmæssige observationer mener jeg dog, der er grund til at tro, at modellen i det væsentlige er korrekt og ser frem til, at forskning vil uddybe vores forståelse af modellen, som jeg kalder livsmatricen.

Hvis man studerer livsmatricen, vil man finde, at den afspejler den menneskelige natur, fra menneskets mest primitive tendenser, til menneskets mest ophøjede potentialer – og heri ligger dens styrke. Det er et psykologisk landkort, som anviser de muligheder, der ligger latent i os alle, og den åbenbarer også sammenhængen imellem disse indre delpersonligheder, som lever i os alle.

Ethvert menneske har alle disse sider i sit indre, som delpersonligheder. Det er blot et spørgsmål om, hvor udviklede de er. Forskningen tyder desuden på, at ca 98% af befolkningen i det væsentlige er styret af de to nederste etager, mens ca 2% af befolkningen har udviklet de aspekter, der ligger i de to øverste etager. Disse 2% svarer til det, sociologen Paul Ray kalder “The core cultural creatives”. Det er de mennesker, som aktivt søger at realisere en ny livsstil, opdager nye løsninger og sætter deres liv ind på det.

Dertil kommer ca 35% af befolkningen, som er sympatisk indstillet overfor de højere memer (tænkemåder), og i en vis grad identificerer sig med dem. De har en vision om at leve fra dette sted af større åbenhed over for livet, men i praksis står de ofte og vakler mellem det nye og det gamle. Denne gruppe er det, Paul Ray kalder “The cultural creatives”.

Den politiske udfordring ligger i at få den større gruppe (de 35%) til at se denne dynamik klart og investere sig selv i at virkeliggøre en ny samfundsvision. Den “hårde kerne” i the cultural creatives, eller de nye progressive, må vise vejen og gøre den farbar. En af måderne er ved at forsyne dem med et landkort, og anskueliggøre hvad det kræver at lave denne mentale og eksistentielle omstilling. Til dette kender jeg intet bedre værktøj end spiraldynamikken, fordi det er en inklusiv, men alligevel konkret model, som ikke sætter folk i kasser, men tilbyder nogle trin at træde på, som gør omstillingen overskuelig.

Bemærk at den øverste og nederste række ikke indgår i det kosmopolitiske spektrum (den politiske model),  da disse memer ikke spiller nogen reel rolle i politisk sammenhæng.

SpiralHierakiKomplet

Livsmatricen: De tolv memer som udgør den komplette spiral. De otte første memer (tre nederste rækker excl. syntesisk) er de oprindelige memer som er defineret af Clare Graves med afsæt i omfattende forskning. De sidste fire memer er formuleret med afsæt i den åndelige psykologi. Memerne i den øverste række er så sjældne (omtrent én ud af en million) og så svære at definere (en form for kosmisk bevidsthed) at de formentlig slet ikke dukkede op i Clare Graves forskning, hvilket er en del af forklaringen på at de ikke figurerer i denne sammenhæng.

[1] Wilber, Ken: A Theory of Everything, Gateway, 2001. Beck, Don Edward and Cowan, Christopher: Spiral Dynamics: Mastering Values, Leadership and Change, 2005.

NB: Modellen er uddybet i PDF artiklen: Det Kosmopolitiske Spektrum

 

 

 

Det kosmopolitiske spektrum – et psykologisk landkort

/0 Comments/in /by

Der er udbredt enighed om, at den traditionelle højre/venstre model er problematisk. Men hvad skal vi erstatte den med?

De progressive har en fælles modstander i det etablerede system, men kæmper reelt for tre forskellige visioner.

I det følgende vil jeg præsentere en model, som bygger på psykologiske arketyper, der findes i alle mennesker. Eksistensen af disse arketyper forklarer desuden, hvorfor det er så svært at bringe nogle virkeligt nye perspektiver ind i politik.

Det er der nemlig to gode grunde til:

  • For det første kræver en ny politik, at vi begynder at tænke på helt nye måder. Det skaber en stor mental barriere.
  • For det andet er der mange progressive kræfter i samfundet, som ønsker en radikal ændring. Men de er IKKE enige om, hvori disse forandringer skal bestå.

Og her finder vi en helt afgørende nøgle til, hvorfor disse nye perspektiver har haft så svært ved at slå igennem politisk og samfundsmæssigt. De progressive har nemlig en fælles modstander i det etablerede system, men kæmper reelt for tre forskellige visioner.

LÆS også: Paul Rays politiske kompas

Modellen er illustreret nedenfor. Den reproducerer faktisk den traditionelle rød/blå akse i midten, men rummer også nogle helt nye perspektiver.

MemesPolitics_overordnetGrafisk repræsentation af arketyperne: Arketyperne bygger på en omfattende forskning. Se referencer nederst i artiklen.

Det kosmopolitiske spektrum

Den traditionelle højre/venstre akse repræsenterer modsætningen mellem kapital og arbejdskraft. Det er en fundamental modsætning, og derfor har denne model været meget succesfuld. Hvis vi vil finde en ny indikator, er det derfor nærliggende, at vi skal se efter nogle lige så fundamentale modsætninger, som indfanger nogle flere nuancer end den traditionelle rød/blå polaritet.

Et bud på, hvor man kan finde sådanne modsætninger, er indenfor psykologien. Et omfattende forskningsarbejde har nemlig identificeret et relativt begrænset sæt af “memer” eller “arketypiske tænkemåder,” som udtrykker sig i alle mennesker. Ud af dette ret omfattende forskningsarbejde (spiraldynamikken) har jeg udviklet en politisk model bestående af seks grundlæggende memer. Modellen er også forklaret på KF’s sider om en ny politisk optik.

Kort om spiraldynamikken

Meget kort fortalt består min version af spiraldynamikken af to etager, som hver rummer tre centrale tænkemåder. Disse tænkemåder udspringer af hhv. tanke, følelse og vilje. Afhængig af hvilket fakultet (tanke/vilje/følelse) der dominerer vil et individs psyke være domineret af det tilsvarende mem.

  • Den første etage har afsæt i en individorienteret psykologi: Autoritær, Humanistisk og Entreprenant. Omkring 98% af jordens befolkning er styret af disse tænkemåder.
  • Den anden etage har afsæt i en transpersonlig psykologi: Syntesisk, Holistisk og Systemisk. Kun ca 2% af jordens befolkning er styret af disse avancerede tænkemåder.

De tre sidste tænkemåder repræsenterer kort og godt en mere avanceret bevidsthedsudvikling end de tre første. Det er derfor kun et lille mindretal, som endnu har fanget de nye perspektiver. Disse personer er typisk pionerer inden for alle samfundsområder og tilhører generelt det, man kan kalde den “kulturelle elite.” Det er kunstnere, videnskabsfolk, forfattere, politikere og pionerer af enhver art.

De forskellige bevidsthedsniveauer er ikke nemme at beskrive fyldestgørende, og modellen kræver i det hele taget, at man åbner sit sind for et større perspektiv, for virkelig at forstå dybden i den. Men netop fordi den ikke er enkel, kan modellen rumme en kompleks virkelighed og samtidig skabe overblik. De seks centrale psykologiske arketyper kan skematisk beskrives som i figuren nedenfor. Men husk på at det er psykologiske typer, der er tale om. Det er ikke stive definitioner, men pejlemærker hen imod forskellige typer af tænkning, som alle har en del af sandheden og alle er begrænset på hver sin måde.

SpiralHieraki_2niveau_1000

De tre nederste memer (Autoritær, Humanistisk og Entreprenant) er de altdominerende memer i samfundet i dag. Hvis man gerne vil forstå, hvordan de manifesterer sig i praksis, så tænk på en virksomhed:

  • Autoritær (Gul): Det er ledelsen, som tænker i struktur og i at få helheden til at fungere.
  • Humanistisk (Rød): Det er Human Ressource afdelingen, som tænker i menneskelig udvikling.
  • Entreprenant (Blå): Det er økonomi afdelingen, som tænker i resultater og performance.

På samme vis kan vi også se, at memerne repræsenterer hhv. tanke, følelse og vilje på to forskellige bevidsthedsniveauer. Det siger sig selv, at når et menneskes tanker, følelser og handlinger flugter, så fungerer tingene bedst. Memerne er således bedst, når de supplerer hinanden frem for at forsøge at dominere hinanden. Dette er også styrken i det kosmopolitiske spektrum: Det sætter fokus på den reelle psykologiske dynamik og peger på muligheden for nye måder at samarbejde på.

Memerne repræsenterer hhv. tanke, følelse og vilje på to forskellige bevidsthedsniveauer.

De politiske prioriteter

Men hvor ligger de nye memer så rent politisk? Hvad er deres prioriteter?

Det er ikke nemt at give et entydigt svar på, idet alle de politiske begreber og institutioner, vi har som referenceramme, er skabt af den nederste etage (Autoritær, Humanistisk, Entreprenant). Det er derfor forventeligt, at der vil komme en helt ny politisk begrebsdannelse, når de nye memer for alvor begynder at gøre sig gældende. Når det er sagt, kan man pege på en række temaer som:

  • Systemisk (lyseblå): Kreativitet og innovation, internet-teknologier, vægtning af uddannelse og forskning, digitale pengesystemer, skab dit eget arbejde – entrepreneurship 2.0, Gaia økonomi: global økonomi tænkt ud fra et holistisk perspektiv.
  • Holistisk (lyserød): Vægtning af det hele menneske, alternativ sundhed, nye typer af levefællesskaber og økosamfund, feminine værdier, bedre vilkår for familien, alternativ sundhed, dyb økologi, permakultur. Overordnet set er det mennesket i centrum, og teknologien skal tjene mennesket og ikke omvendt.
  • Syntesisk (lysegul): Virkelighedsforskning og en åndelig renæssance. Nøglen til den store omstilling ligger i en dybere forståelse af selve livets formål. Overordnet set er dette mem meget sjældent og dets samfundsmæssige manifestationer svære at pege på, fordi de endnu er meget spæde.

Og hvor ligger partierne i det kosmopolitiske spektrum?

De eksisterende partier ligger alle i nederste etage. Mest bemærkelsesværdigt er måske, at Enhedslisten og Dansk folkeparti er placeret tæt på hinanden, mens man normalt placerer dem på yderfløjene. Årsagen til det er selvfølgelig, at GUL slet ikke er med i den traditionelle rød/blå akse. Man kan i øvrigt sagtens være politiske modstandere og præget af samme mem.

Både George Bush og Osama Bin Ladin var f.eks. begge domineret af det Autoritære mem, samtidig med at de var dødsfjender.

MemesPolitics2013_alternativet

Hvor er det nye parti “Alternativet” henne i denne optik? Partiets metoder og idealer placerer det i den øverste del af spektret, men hvor? Enhver placering må nødvendigvis ske med stort forbehold. Dels fordi det præcise indhold i de politiske positioner i modellen skal afklares, og dels fordi Alternativets politik endnu ikke ligger klar. Men ud fra den generelle orientering og værdigrundlaget er mit bud, at Alternativet ligger som vist i figuren med tyngdepunktet i Holistisk og Entreprenant.

LÆS OGSÅ: En sammenligning af det kosmopolitiske spektrum med Paul Rays kompas

Referencer

En uddybende artikel om spiraldynamikken af undertegnede kan findes her.

Læs i øvrigt mere i:

  • Ken Wilber: A Theory of Everything
  • Don Beck & Christopher Cowan: Spiral Dynamics: Mastering Values, Leadership and Change
  • Rolf Jackson: På randen af fornuft (under udgivelse, kan fås i preprint ved henvendelse til forfatteren (undertegnede))

Bemærkninger

  • Det engelske ord for “Liberal” ikke kan oversættes til liberalisme, men derimod socialisme. Det er ret forvirrende og misvisende, så husk at holde tungen lige i munden, hvis du sammenligner denne model med Paul Rays politiske kompas.
  • Jeg bruger farver som f.eks. mørkerød og lyserød til at betegne nuancer i de “røde” tænkemåder. Hensigten har været at finde en værdineutral betegnelse, men det er meget svært. Det er således muligt, at man kan udvikle nogle bedre betegnelser end disse.

Paul Rays nye politiske kompas

/0 Comments/in /by

Den traditionelle højre/venstre akse i politik virker stadig mere begrænset som analyseredskab. Men hvad skal vi erstatte den med?

Den amerikanske sociolog Paul Ray har formuleret en ny model til at analysere det politiske landskab, som man kan læse om i artiklen “The New Political Compass” fra 2002. Den bygger bl.a. på de samme data som hans meget omtalte bog “The Cultural Creatives: How 50 Million People Are Changing the World.” I bogen viser han,  hvordan der siden tresserne er vokset en kæmpe gruppe frem, som ikke identificerer sig med traditionelle værdier, og som i det store hele er politisk hjemløse. Han kalder denne gruppe for de “kulturkreative” eller på engelsk “The Cultural Creatives.”

Hvis de kulturkreative var en nation, ville den være på størrelse med Frankrig

“Hvis de kulturkreative var en nation, ville den være på størrelse med Frankrig”, siger Paul Ray blandt andet, for at tydeliggøre betydningen af det holdningsmæssige skift, der er sket. Men på grund af inertien i det politiske system orienterer de politiske partier og interesseorganisationer imod en fortid, som ikke længere findes. Og Big Media, som er kontrolleret af Big Business, gør deres bedste for ikke at rapportere om de perspektiver og tænkemåder, der trives i disse kredse, og formidler heller ikke politiske analyser, som sandfærdigt afspejler denne gruppes perspektiver.

I artiklen kritiserer Paul Ray den traditionelle højre/venstre akse og argumenterer for, at hans egen model repræsenterer virkeligheden langt bedre. Han fortæller desuden, at han har valgt kompasset som symbol for at at undgå at tale om fremskridt vs tilbageskridt i forhold til progressive hhv. traditionalister.

Men holder hans analyse,  og kan analysen i givet fald overføres til danske eller europæiske forhold? Det vil jeg se nærmere på i denne blog.

LÆS OGSÅ: Det kosmopolitiske spektrum – et nyt politisk landskab

paylraypoliticalcompassPaul Rays centrale argument for at introducere det nye kompas er, at højre/venstre aksen i dag primært består af en gruppe på 12-15 %, som støtter en traditionel venstrefløjspolitik repræsenteret ved fagforeninger mens ca. 14-19% støtter en traditionel højrefløjspolitik repræsenteret ved “Big Business”. Det efterlader en gruppe på omkring 70 %, som ikke identificerer sig direkte med den traditionelle akse – ifølge denne analyse. Dertil kommer 19-20% er kulturkonservative og støtter ikke Big Business, og 36-45% er i denne optik “De nye progressive” og repræsenterer bredt set de sociale og kulturelle nybrud, som er vokset ud af ungdomsoprøret og kvindebevægelsen. Det er da også karakteristisk, at ca. 2/3 af sidstnævnte gruppe er kvinder.

Men holder denne analyse, og er den nyttig som et generelt værktøj?

Styrken i den traditionelle højre/venstre analyse er, at den betragter politiske synspunkter ud fra et fundamentalt og vedvarende spændingspunkt i vort samfund: Modsætningen mellem kapital og arbejdskraft. Disse positioner svarer til vest og syd i Rays kompas.

Hvor er den fundamentale skillelinje i Rays analyse? Hvad er den fundamentale skillelinje mellem to to øvrige positioner: Nord (de nye progressive) og Øst (længes efter fortidens kulturelle konservative). Modsætningen er imellem det nye og det gamle, mellem fremskridt og tilbageskridt.

Vanskeligheden ved at sætte fremskridt og tilbageskridt op som poler i et politisk kompas er, at det er en meget ladet og ultimativt skæv måde at se på tingene, idet fremskridt og tilbageskridt afhænger af øjnene der ser. Man kan sige, at modsætningen bliver mellem de som ønsker at ændre på tingene, og de som ønsker status quo. Men hvis man implicit sætter forandring lig med fremskridt, så overser man alt det, som faktisk er godt ved det bestående system. Analysen bliver derfor lidt problematisk efter min mening.

En ting, som falder i øjnene i Rays analyse, er, at 66% af “de nye liberale” er kvinder. Det kunne give anledning til at spørge, hvorvidt denne gruppe muligvis repræsenterer feminine værdier som sådan: Bæredygtighed, respekt for jorden, mere social lighed, indre vækst og lignende. Men hvis det er rigtigt, hvor er de maskuline værdier så henne?

I min optik reflekterer Rays analyse en række reelle modsætninger, som bliver blandet sammen til nogle modsætninger, som muligvis er iøjefaldende, men ikke nødvendigvis korrekte. De reelle modsætninger er:

1. Business (kapital) vs liberalisme (arbejdskraft) (Det er den klassiske højre/venstre akse.)

2. Maskuline vs feminine perspektiver. De maskuline perspektiver omfatter effektivitet, konkurrence, frihed og struktur, mens de feminine perspektiver omfatter omsorg, samarbejde, fællesskab og flow/harmoni.

3. Pioner vs konservatisme. Pioneren ser muligheder og søger at optimere disse. Den konservative sætter pris på traditioner og søger at bevare det han/hun finder værdifuldt.

4. High-tech vs low-tech.

5. Proaktiv vs reaktiv. Den proaktive agerer ud fra overskud og tager ansvar for livet og handler. Den reaktive handler ud fra angst/underskud og søger at beskytte sig imod forandringer.

Ingen af de fire første modsætningspar kan siges at være positive eller negative i sig selv. De repræsenterer perspektiver, som kan være positive eller negative, afhængig af hvordan perspektivet flugter med ens egne behov i en given situation.

Men den sidste akse proaktiv/reaktiv er ladet. Det er klart, at det er godt at være proaktiv og skidt at være reaktiv. Når man er reaktiv, reagerer man hele tiden på det andre vil og forsøger at bremse udviklingen. Man bliver obstruktionistisk, og denne position vil ofte være ladet af en agressiv energi.

PaylRayCompassDiag

Det som synes at ske i Paul Rays analyse er, at han blander disse fire akser sammen og sætter:

  • et proaktivt feminint liberalt perspektiv (nord) op imod et reaktivt konservativt perspektiv (øst) og
  • et reaktivt liberalt perspektiv (vest) op imod et proaktivt business high-tech perspektiv (syd).

Problemet er, at det er lidt som at sammenligne æbler og bananer. De fire perspektiver, han sætter op, betragtes heller ikke som legitime positioner, men nogle af dem er stærkt ladet. Kompasset kan derfor mere eller mindre reduceres til, at nord er godt og de øvrige er forskellige grader af dårlig. I modsætning hertil ses den traditionelle højre/venstre akse generelt ikke som god/dårlig, men som to modstridende, men gensidigt afhængige perspektiver, som begge er legitime. Fraværet af en sådan legitimitet er en alvorlig mangel ved Rays optik.

Kompasset kan derfor reduceres til, at nord er godt, og de øvrige er forskellige grader af dårlig.

Kvindebevægelsen har siden 60’erne været proaktiv, og mændene har i det store hele været reaktive. Mændene har forsøgt at beskytte deres bastioner, mens de har tabt det ene privilegium efter det andet. Men det mændene ikke har gjort, er at tage ansvar for den ødelæggelse, som det traditionelle patriarkat har forvoldt, og formulere en proaktiv vision for en planetarisk fremtid, med afsæt i et maskulint perspektiv, som ville være et vigtigt bidrag til ovenstående kompas.

Den maskuline kraft i vores nuværende samfund udtrykker sig i alt for høj grad igennem en Big Business attitude, som er ødelæggende for jorden, underminerer fællesskabet, er ubæredygtig og undertrykkende. Men hvordan ville kompasset se ud, hvis der fandtes et proaktivt maskulint high-tech liberalt pioner alternativ? Denne position kan jeg ikke finde i Rays analyse, for det består af et mix af de positioner, han stiller op, som går på tværs af hans centrale optik.

Hvordan ville kompasset se ud, hvis der fandtes et proaktivt maskulint high-tech liberalt pioner alternativ?

I de statistiske videnskaber er en klassisk joke, at der findes tre slags løgnere: løgnere, store løgnere og statistikere. Pointen er, at man kan bruge statistik til at underbygge stort set hvad som helst, hvis blot man stiller det rigtigt op.

Mens jeg således er en stor fan af Paul Rays generelle analyse, omkring de kulturkreative, og mener, at vi skylder ham meget for at sætte dette perspektiv på dagsordenen, så synes jeg, at den specifikke analyse han laver i forhold til det politiske kompas falder igennem. Jeg kan ikke se, at han har fat i nogle reelle dybtgående modsætninger i samfundet, og jeg mener endvidere, at analysen, som er udviklet på det amerikanske samfund, kun meget tentativt kan overføres til danske forhold. Endelig bygger undersøgelsen på data, som er næsten 20 år gamle, men det er dog formentlig af mindre betydning da andelen af progressive om noget er steget siden da.

 

 

Det skizofrene samfund

/0 Comments/in /by

Verden er på vej ind i en global systemkrise, hvor fundamentet for vor civilisation er truet af kræfter der
nemt kan komme helt ud af kontrol. I denne situation gør verdenslederne reelt set ingenting. Hvordan kan det
ske? For at forstå det, bliver vi nødt til at forholde os til de psykologiske kræfter, der er på spil.

Prøv at forestille dig USA og Europa som individer hos en psykolog. Se på den dybe indre splittelse, der
præger dem, tendensen til at ignorere smertefulde realiteter og det mudrede og kyniske spil om magten, der
præger den politiske debat.

Et individ med disse personlighedstræk ville formentlig få en lidet flatterende diagnose. Man ville
konstatere at adfærden i vid udstrækning var styret af angst, psykologisk benægtelse og en manipulerende
grænsesøgende adfærd med skizoide og psykopatiske træk. Og diagnosen ville være korrekt.

Dette peger på, at vi som samfund lider af nogle kollektive adfærdsforstyrrelser, som vi bør tage meget
alvorligt. Der tale om en virkelighedsforstyrrelse, som er meget svær at heale. Drivkraften er angst for at gå
til grunde i mødet med virkeligheden, hvorfor personligheden af al magt forsøger at skabe en fiktiv
virkelighed, men nødvendigvis må benægte, at det er det, man gør. For i det øjeblik man indrømmer, at man
er syg, så falder hele konstruktionen sammen.

Den eneste måde at ændre på denne dynamik er at se på tingene med nye briller. I det følgende vil jeg
derfor præsentere en helt ny måde at anskue politik på og vise, hvorfor den ikke bare er bedre, men absolut
nødvendig, hvis vi vil undgå en global katastrofe.

MemesPolitics2013

Figur 1: Ny politisk model der bygger på Spiral Dynamikken og et omfattende psykologisk forskningsmateriale.

Behov for samfundshealing

Hvis man skærer sig og får et sår, vil kroppens healingsproces automatisk gå i gang. Man behøver ikke
koncentrere sig eller gøre noget. Man skal blot have tillid til kroppens iboende evner. Men hvis man lukker
et dybt sår, der ikke er rent, vil der gå betændelse i det. Hvis det ikke renses, vil det aldrig heale, og man vil i
yderste konsekvens dø af komplikationerne.

Sindet fungerer på præcis samme måde. Men fordi vores kultur fokuserer på det ydre, så ser vi det ikke.
Vi forsøger derfor på utallige måder at dække vores psykiske skrammer til, alt imens giften fra historiske sår
i den kollektive psyke driver planeten tættere og tættere på en gigantisk kollaps.

Historien har det med at gentage sig, og det af en grund. Et traumatiseret og misbrugt sind vil nemlig
uundgåeligt drages imod mennesker og situationer, som giver mulighed for at genopleve traumet. Årsagen
er, at sindet ubevidst forsøger at heale sig selv. For kun ved at genopleve traumet, og mærke dybden af såret,
kan healingsprocessen begynde. Det, der sker, er at man ubevidst forsøger at åbne såret for at rense det. Men
fordi vi savner bevidsthed om denne dynamik, sker der som regel det modsatte – en retraumatisering.

Vi har derfor brug for at se disse mekanismer, erkende de sår i den kollektive psyke, der driver den
nuværende udvikling, og igangsætte en proces der kan heale disse sår. Sårene stammer fra en lang række
historiske overgreb og løgne, der går helt tilbage til middelalderen. Af politiske grunde er overgrebene blevet
ignoreret, fordi det ikke har været i magthavernes interesse at rippe op i historien. De er nemlig ofte
arvtagere til de, som begik overgrebene. Men konsekvenserne for moderne kultur og selvforståelse er store
og vi bliver nødt til at se på det. Vi har desperat brug for samfundshealing.

Kun ånd er stærkere…

Som jeg ser det, er eksistentiel angst formentlig den vigtigste drivkraft bag den aktuelle globale
dysfunktion. Hvis det er sandt, er det kun ånd, eller åndelig kærlighed, der kan ændre dysfunktionen og give
menneskeheden en forståelse af det valg, den står overfor. For kun kærlighed og åndelig offervilje er
stærkere end angst som psykologisk drivkraft.

Angst har desuden en uhyggelig egenskab: Angst fungerer ved at forklæde sig som bebrejdelser (det er
din skyld at…) eller paradisforestillinger (hvis bare [et eller andet], så ville alt blive godt). Og denne
maskering sker inden man overhovedet registrerer angsten i bevidstheden. Derfor vil personer, som er drevet
af angst benægte dette indædt, uanset om det er sandt – måske især hvis det er sandt.

Gud på kunstigt åndedræt

Et vigtigt aspekt af den eksistentielle angst, som driver det moderne menneske, er tabet af et åndeligt eller
religiøst holdepunkt. Vi har ikke længere en stor åndelig fortælling, der binder vort samfund sammen. Gud
er, som Nietzsche formulerede det, død. Videnskaben har efterfølgende kvitteret med at ophøje tilfældighed
som det store absolutte princip, der ligger bag altings tilblivelse.

Men videnskabens påstand om, at tilfældighed er et grundvilkår i universet, bygger alene på en antagelse.
Der er ikke skyggen af bevis herfor. Det er en central pointe, og jeg vil gerne høre fra en enhver fysiker, som
tør påstå noget andet.

Gud er således formentlig ikke død, men Hun har i hvert fald været i koma i lang tid. Og jeg siger ”Hun”
med et skævt smil, fordi en perlerække af aktuelle samfundsproblemer stammer fra misforståelser med rod i
et gammelt jødisk billede af gud som værende maskulin.

Som en kannibal

Som resultat af Guds ”død” og det åndelige vakuum, der opstod i kølvandet videnskabens store triumfer i
starten af det 20. århundrede, er der født en vifte af alternative trosforestillinger, som spænder fra det uhyre
avancerede til forestillinger, der er så naive, at det er en fest for kritikere at jorde dem.

Men hvis videnskabens antagelse om tilfældighed som et grundvilkår i universet ikke er korrekt, da må alt
hvad der eksisterer i kosmos være født ud af noget, som ikke er tilfældigt. Der må med andre ord være en
skabende intelligens bag alting.

Fortidens religiøse forståelser har helt indlysende været forsimplede og mangelfulde. Og symbolske sandheder
er misfortolket på måder, som har gjort religion til et meningsløst morads af selvmodsigelser. Men det er
ikke det samme som, at der ikke findes et kosmisk mysterium, en universel mening og en skabende guddom,
som vi alle er et ekko af.

Idet vi åbner for en kollektiv diskussion om dette kosmiske mysteriums beskaffenhed, åbner vi samtidig
døren til at heale alle de sår, der skyldes fornægtelsen af samme. Vi åbner døren til en ny stor fortælling om
mennesket som et besjælet væsen på en stor åndelig rejse. Vi åbner døren til, at vi ser os selv i en ny
sammenhæng med den klode vi lever på, og det bliver tydeligt hvordan vores nuværende adfærd mest af alt
minder om en kannibal, der gnaver på sit eget ben.