EU og sikkerhedspolitik – Valg2015

/0 Comments/in /by

En Alternativ deal-breaker?

Alternativet ønsker at slå en ny tone an i politik. Men når idealer møder virkelighedens svære prioriteringer, opstår friktioner og tvivl. I de sidste dage er jeg stødt på folk som er begejstrede over Alternativet, men som tager voldsomt afstand fra især to ting:

  • At Uffe har meldt ud at Alternativet er kritisk positiv over for EU
  • At Alternativet påstås at støtte indkøb af nye kampfly for 30 mia.

Disse punkter er for nogen deal-breakers. Men hvad er egentlig op og ned på disse temaer? Og hvordan hænger de sammen med de andre store spørgsmål som seriøs bæredygtighed?

Først og fremmest er det vigtigt at slå fast at Alternativet endnu ikke har formuleret en egentlig politik på disse områder. Inden for det kommende år, vil dette ske, og det vil ske med afsæt i folkelige politiske laboratorier som de øvrige politikområder. Men derfor kan vi godt overveje de principielle spørgsmål det rejser.

Alternativet er et humanistisk parti. Men det er også et realistisk parti. I det følgende vil jeg gerne give et bud på hvordan man efter min mening bør anskue disse problemstillinger med afsæt i en vision om at skabe det størst muligt gode for de flest mulige mennesker.

Venstrefløjens evige akilleshæl

Venstrefløjen har generelt været styret af en humanistisk optik: Krig, konflikt og konkurrence er noget skidt. Samarbejde, sammenhold og medfølelse er godt. Men er denne optik klog? Og er vejen til fred og sikkerhed færre våben? Højrefløjen har derimod haft det fint med konkurrence og ulighed i samfundet, og generelt også været hurtigere til at gribe til en militær løsning når der var konflikter.

Hvis man kigger historisk på optrapningen til anden verdenskrig, så er der belæg for at sige at en væsentlig årsag til krigen var den appeasement politik som Neville Chamberlin førte sidst i 30’erne. Denne politik huskes ofte med citatet ”Peace for Our Time” hvor premierminister Chamberlin d. 30 september 1938 kom hjem fra München og viftede med en fredsaftale med Hitler. Det var dog en fredsaftale hvor England accepterede at Hitler annekterede Tjekkoslovakiet og den viste sig da også at være helt værdiløs.

I modsætning til Chamberlain så Winston Churchill tidligt hvem Hitler egentlig var, og sagde klart:

Hitler kan man ikke forhandle med. Han forstår kun ét sprog: Magt.

Historien viste at Churchill havde ret.

I England på denne tid havde fredsbevægelsen kronede dage. Efter en opslidende første verdenskrig var der meget lidt lyst til endnu en krig, så de fleste vendte det blinde øje til Hitlers aggressioner op igennem 30’erne. Og reelt var Englands manglende oprustning i 1930’erne en meget vigtig årsag til at krigen kom – og at englænderne var snublende nær på at tabe den i 1940. Kun nogle ganske få kampfly og nogle sindsygt modige piloter afværgede denne katastrofe.

Hvis England havde været militært stærkere og hvis England, Frankrig og USA – sejrherrerne fra den første krig – beslutsomt havde sagt til Hitler da hans aggressioner begyndte ”Det her må ikke ske. Nu stopper det!” og været parat til at bakke det op med våbenmagt, så havde anden verdenskrig formentlig kunne undgås, eller i hvert fald være forkortet med flere år.

Kapløbet om atombomben

Ny teknologi har ofte afgjort krige, og 2. verdenskrig var ingen undtagelse. Nye landvindinger indenfor fysikken havde gjort at fysikere og militærfolk var begyndt at spekulere i muligheden for en bombe så kraftig at den kunne ende krigen – atombomben. Kvantefysikken var udviklet af Europa og stort set alle de betydende teoretiske fysikere,på den tid var Europæere, og mange tyskere: Einstein, Schrödinger, Heisenberg, Fermi, Planck, Born m.fl. Tyskerne havde med andre ord alle forudsætninger for at være de første til at udvikle atombomben.

Fra åndelige kilder (Alice Bailey), har vi nogle utroligt interessante betragtninger, som fortæller om hvordan der under krigen var et kapløb i gang mellem aksemagterne (Tyskland, Italien og Japan) og de Allierede med henblik på at få bomben. Hvis tyskerne var lykkedes med deres projekt, så ville de have bombet London og krigen ville være ovre. Konsekvensen ville have været et globalt tyranni hvis lige vi næppe kan forestille os. Personligt er jeg glad for at dette våben havnede på Allierede hænder og det kan være dyrt at være naiv i disse anliggender.

Fra de samme kilder betegner den af Alice Bailey kanaliserede Mester D.K. pacifisterne i England som ”møllesten om menneskehedens hals, som forhindrer enhver ægte åndelig fremgang”. Hvorfor bliver denne tilsyneladende fredselskende gruppe af mennesker betegnet på denne måde?

Det er fordi pacifisterne ville freden for enhver pris. De betragtede ethvert tilløb til at svare på aggression med magt som at man bidrager til konflikten, i stedet for at acceptere at nogen gange ligger ansvaret for konflikten simpelthen hos den som ikke vil acceptere demokratiske spilleregler og folkenes selvbestemmelse. Det var tilfældet den gang, og det er også tilfældet visse steder i dag.

Dertil kommer at en væsentlig del af pacifisternes motivation er et egoistisk ønske om ikke at blive revet ud af deres magelighed, og en uvilje ved at forholde sig til svære og konfliktfyldte spørgsmål. I stedet for at se ærligt på det som sker omkring dem, så vender disse mennesker det blinde øje til. Men set i et større perspektiv kan det være mere egoistisk og kortsynet end at bruge våbenmagt.

Hvis man ønsker fred, må man i yderste konsekvens være parat til krig. Det er et ældgammelt militært motto som rummer stor visdom.

Opgøret med USA’s imperialistiske politik

Når alt dette så er sagt, er det også på sin plads at gøre op med Danmarks såkaldte ”aktivistiske udenrigspolitik” som udmøntet af Anders Fogh Rasmussen i 00’erne. Danmarks rolle som USA’s nære allierede i krigen i Irak er en skamplet som er svær at vaske væk. Jeg var selv på gaden i 2003 for at demonstrere imod krigen, og jeg vil påstå at det var ret gennemskueligt hvad den amerikanske dagsorden var.

Irak-krigen handlede ikke om terrorisme men og geostrategisk indflydelse og olie. Det handlede om penge og magt for USA. USA’s krige rundt om i verden og USA’s forsøg på at gennemtvinge frihandelsaftaler som TTIP og lignende er en del af en global dagsorden der handler om at sikre amerikansk dominans på alle fronter. Dette bør Alternativet bekæmpe med næb og klør.

Men vi skal passe på med at blande et nødvendigt indkøb af fly sammen med et lige så nødvendigt opgør med at være ukritisk halehæng til USA’s klodsede sikkerhedspolitik.

  • At sikre et stærkt dansk forsvar bør efter min mening være en mærkesag for Alternativet. Et forsvar som har til mål at sikre vores uafhængighed og vores evne til at støtte op om internationale interventioner – når disse virkelig er berettiget (hvilket de sjældent er).
  • At sikre et stærkt Europæisk forsvar som er uafhængigt af USA bør være en anden mærkesag. Jeg mener derfor at der er god grund til at være skeptisk overfor indkøb af amerikanske fly.
  • At kæmpe for et EU med fokus på seriøs bæredygtighed bør være en tredje mærkesag.

Hvis vi kombinerer disse tre elementer, er det ikke usandsynligt at det resulterer i at EU og USA indenfor en tidshorisont på 10-30 år befinder sig på hver sin side i en regional konflikt i f.eks. Asien eller Afrika, hvor der bag den militære konflikt ligger forskellige visioner om hvordan verden skal udvikle sig. I et sådant scenarie vil jeg meget nødig at det danske forsvar er afhængigt af reservedele fra amerikanske producenter.

At forene kærlighed og magt

Martin Luther King havde et flot citat omkring dette tema, da han sagde:

Power without love is reckless and abusive, and love without power is sentimental and anemic. Power at its best is love implementing the demands of justice, and justice at its best is power correcting everything that stands against love.

Denne optik er mit udgangspunkt i at analysere hvad der er en klog balance mellem sikkerhed og medfølelse. Naivitet i disse forhold kan koste én dyrt, som historien viser.

Ville det ikke være fantastisk hvis Alternativet kunne være et parti som forener en medfølende socialpolitik, en retfærdig økonomisk politik med en beslutsom sikkerhedspolitik.

Det er det Alternativ jeg ønsker at kæmpe for.

Valg 2015: Den Alternative økonomi

/0 Comments/in /by

Rolf Jackson er civilingeniør med en baggrund inden for bl.a. fysik, IT og økonomi.

Alternativet går frem i meningsmålingerne, og i takt med succesen spørger pressen i stigende grad, ”hvor kommer pengene fra”. Og mens dette er et yderst relevant spørgsmål, så bliver Alternativets politik hovedsageligt kritiseret på baggrund af nogle helt forkerte præmisser.

Deltag i debatten på Kosmopolitisk Forums facebook side.

Bæredygtighed og Økonomi

Bæredygtighed er god økonomi pr.  definition. For dets modsætning ”ubæredygtighed” er i sin kerne en adfærd, som man kan tillade sig et stykke tid, hvorefter virkeligheden indhenter en.

Overvej som analog den højest ubæredygtige strategi at lånefinansiere sit privatforbrug. Først kan man starte med boliglån eller kassekredit. Hvis man fortsætter det økonomiske overforbrug, går vejen over stadig mere tvivlsomme minutlån, indtil man til sidst ender i armene på de kriminelle, som uden blusel brækker dine ben, hvis ikke du betaler ublu renter. Enhver vil advare imod at tage denne vej, men ikke desto mindre kan vores nuværende vækst økonomi ses som en kollektiv analog til dette mønster. Vi låner fra fremtidige generationer, opbruger uerstattelige ressourcer med rasende hast og spiller hasard med klimaet.

Det er således ikke Alternativets insisteren på, at bæredygtighed må komme først, som savner jordforbindelse. Det er derimod den fremherskende vækstideologi, hvor selv olieselskaberne indrømmer at priserne på sorte aktier (aktier i fossile brændstoffer) holdes oppe af en tro på, at det internationale samfund aldrig vil mande sig op til at gøre noget effektivt ved klimaforandringerne. For hvis det skete, ville værdien af oliereserverne falde drastisk og aktierne ligeså.

En tredobbelt bundlinje

Alternativet opererer med en tredobbelt bundlinje – økonomisk, social og miljømæssig. Det gør vi, fordi det er god økonomi og sund fornuft. God økonomi handler nemlig ikke primært om penge. For penge er blot et symbol på reelle økonomiske værdier. En effektiv økonomi handler om en effektiv udnyttelse af ressourcer – finansielle, materielle og menneskelige. Hvis den ene af disse tre faktorer dominerer på bekostning af de øvrige, vil tendensen gå imod kortsigtede og økonomisk set usmarte løsninger.

Et lille eksempel: Vi bruger hvert år en mængde olie, som naturen har været 1 mio. år om at producere, hvilket helt indlysende ikke er bæredygtigt. Og mens det koster ca. $5 af hente en tønde op ad jorden, så sælges den for omkring $100. Men hvis vi skulle producere den tilsvarende tønde olie baseret på vedvarende teknologi, ville det faktisk koste os ca. $300.

Er det god økonomi?

For oliefirmaerne er det en fed deal. De tjener $95 pr. tønde. For menneskeheden er det en elendig deal. Vi forbruger en ressource der er $300 værd, og får kun $100 værdi ud af den. Med andre ord smider vi i runde tal for $200 værdi væk, hver gang vi bruger en tønde olie. Det er sindssyg dårlig økonomi set fra et ressourceperspektiv.

Lignende analyser kan laves inden for mange sektorer. Forkert prissætning af ressourcer leder til suboptimale løsninger og samfundsmæssige strukturer, som kører mennesker i sænk. Men sammenhængene er komplekse. F.eks. ser man, at sociale støtteordninger, som kræver at folk har det skidt for at få støtte, kan vise sig at få folk til at producere fysiske symptomer for psykologisk at retfærdiggøre at modtage støtten. Social stigmatisering gør resten, og folk ender med at være uarbejdsdygtige. Social ulighed i kølvandet på overnormale profitter i finanssektoren gør, at almindelige mennesker må stresse helt urimeligt for at få dagligdagen til at hænge sammen, med nedslidning, stress og utallige andre negative virkninger som følge. Alt dette er noget, vi skaber, gennem den måde vi tænker samfundet. Intet af det er en selvfølgelighed.

Er det god økonomi?

Nej. Det er rasende dyrt og elendig økonomi. Men hvad mere er, så er det en social dysfunktion, som primært handler om, at privilegerede klasser ønsker at beholde ufortjente privilegier. Det har således meget lidt med økonomi at gøre og alt med magt og privilegier at gøre. Og lige der hopper mediemaskinens kæde af. De overser, at de præmisser, de lægger til grund for økonomiske analyser, er fejlbehæftet på helt afgørende vis.

Alternativ økonomi

I relation til 30t arbejdsuge, kontanthjælp uden modydelse, kødfri dage og andre initiativer, som Alternativet bliver kritiseret for, er det nødvendigt at se på den ”marginale økonomiske effekt – totalt set”. Og mens initiativerne indebærer omkostninger, vil der også være gevinster – dynamiske effekter, som man kalder det. Disse kan man ikke blot indkalkulere i finansloven, det ved vi. Derfor må disse ting indfases over en årrække, hvor man får erfaringer med, hvordan ting virker i praksis. Samfundsmæssige eksperimentalzoner er derfor en del af Alternativets vision for, hvordan det skal gøres i praksis. Vi har nogle visioner, men ønsker at afprøve dem i lille skala først. Kald det en videnskabelig måde at udvikle nye samfundsmodeller på.

Men for at forklare hvorfor vi tror på, at disse løsninger vil skabe værdi, så overvej følgende:

Mindre kød=mere sundhed og økonomi

Mindre kød vil meget forudsigeligt lede til besparelser på husholdningsbudgetter, bedre sundhed, mindre naturbelastning og større eksport af kød (som jo ikke bliver spist). Marginalt set er der stor chance for, at det er en økonomisk nettogevinst. Erfaringer vil be- eller afkræfte dette, men det er sandsynligt.

Human kontanthjælp

En mere human kontanthjælpsordning, koblet med borgerdrevne initiativer, som kultiverer virkelyst og kompetenceudvikling hos borgerne, vil med stor sandsynlighed kunne få flere borgere i arbejde end en aktiveringspolitik, som har til formål at presse allerede stressede borgere. For realiteten er, at en meget stor del af kontanthjælpsmodtagerne lider af andet en arbejdsløshed, og yderligere pres vil ikke bringe dem i arbejde, men blot reducere hvad der er tilbage af deres livskvalitet. Bedre livskvalitet vil give mere overskud, og det er et menneskeligt grundtræk, at alle ønsker at bidrage. Vi skal blot finde en måde for folk at bidrage på og tage ansvar, som passer til mennesker, for hvem det nuværende arbejdsmarked er for stramt.

30t arbejdsuge

En 30t arbejdsuge vil være dyr, med mindre den implementeres på en måde, så det samlet set giver en samfundsgevinst. Og her er det vigtigt at se på den uformelle økonomi. En stor del af samfundets reelle værdiproduktion sker nemlig uden for den formelle økonomi: I hjemmet, i lokalsamfundet og i den frivillige sektor. En begavet reform af arbejdsmarkedet, koblet med nye måder at inddrage den frivillige økonomi, vil meget vel kunne producere en større gevinst i den uformelle økonomi, end det økonomiske tab i den formelle økonomi. Det er denne sammenhæng, som økonomerne helt overser.

Inden to udearbejdende forældre blev normen, kunne man finansiere en familie med én indkomst. Men betød det, at den hjemmegående forælder (typisk kvinden) blot gik og drev den af? Nej, for det meste betød det, at hun arbejdede hjemme med børn, husholdning og lignende. Der blev skabt masser af værdier i form af opdragelse, tryghed, relationer, nærvær, mad, vasketøj, rengøring og meget andet. I dag tjener vi måske mere på arbejdsmarkedet. Men pengene bruges i stedet på børnepsykologer, antidepressiver, takeaway mad, rengøringshjælp og stresskompenserende overforbrug. Men i sidste ende er det ikke nødvendigvis en særlig økonomisk adfærd.

Nye rammer for arbejdsmarkedet

Et vigtigt led i et ændret arbejdsmarked er således ændrede rammer for livet uden for arbejdsmarkedet. Bofællesskaber, økosamfund, foreninger, kreative fællesskaber og meget andet, som skaber social værdi og økonomisk produktion i den uformelle økonomi, er en vigtig dimension i Alternativets tænkning om disse ting. Hvis vi blot satte arbejdstiden ned til 30t, uden andre sociale tiltag, så ville det være dyrt og muligvis uansvarligt. Men den nedsatte arbejdstid er en del af en vifte af tiltag, som sigter på at skabe nye sociale strukturer, som ikke meningsfuldt kan diskuteres i isolation, fordi de er gensidigt forbundne.

Fantomgevinsterne

For at forstå sammenhængen i den Alternative økonomi må der ses på de dybereliggende årsager til manglen på bæredygtighed – socialt, økonomisk og miljømæssigt. Denne proces kræver et mod til at erkende, at de kollektive dysfunktioner i vort samfund ikke er helt ulige den dysfunktion, man ser i alkoholiserede familier: Benægtelse af fakta og fokus på de nemme fix. Alkohol og billig olie er ikke helt ulig hinanden på dette punkt.

Vi lever i et samfund, som er fikseret på vækst og produktivitetsstigninger. Men faktisk viser undersøgelser, at op imod 75% af det man kalder ”produktivitetsstigninger” siden år 1900 skyldes billig olie – altså olie, som er prissat under dens reelle værdi. Vi har maskiner, som erstatter menneskers arbejde, men de drives af energi. Hvis denne energi er forkert prissat, så har maskinerne en urimelig konkurrencefordel i forhold til mennesker. Og bl.a. derfor bliver mennesker udkonkurreret af maskinerne i den nuværende økonomi.

Mange af de produktivitetsstigninger, vi betragter som fundamentet for vor velstand, er således fantomstigninger, som primært skyldes en kollektiv benægtelse af de reelle sammenhænge. Det er lidt som at fælde en skov og sælge den og kalde det profit, når realiteten er, at man blot har konverteret en slags kapital (en skov) til en anden slags kapital (penge). I det øjeblik man anerkender de korrekte økonomiske sammenhænge, så ramler hele korthuset, og det politiske hykleri bliver tydeligt.

Klar i spyttet

Alternativet kunne være mere klar i spyttet omkring økonomi, og det Alternativ, som jeg kæmper for, er et, som også kan trække blå stemmer, ved at gøre økonomisk ansvarlighed, med afsæt i et ressourceperspektiv, til omdrejningspunktet for en langsigtet begavet bæredygtighedspolitik. Det er sund økonomi, sund fornuft og sund politik. Det er et argument, som selv et barn kan forstå – eller måske især et barn, som endnu ikke har lært at se verden igennem nogle helt igennem fiktive briller, som eksperterne kalder økonomisk teori, men som reelt er en politisk motiveret fiktion.

Alternativet står for sund fornuft og en human politik. De politiske initiativer, vi kommer med, bør vejes på en Realøkonomisk vægt, som ser på både de positive og negative ressourcemæssige effekter af de forskellige initiativer.

Alternativet vil den spekulative økonomi til livs, og i den sammenhæng er det værd at hæfte sig ved, at kritikken af Alternativet i høj grad kommer fra de kræfter i samfundet, som nyder stor gavn af den spekulative økonomi. Det er de 1% rigeste, der primært har gavn heraf. Alternativet repræsenterer ideologisk de 99%, som har forstået, at det ikke er i vores interesse at lade kapitalen flyde frit og uhindret rundt i verden. Frihandelsretorikken er nemlig et røgslør, der lover velstand for alle, men som reelt leverer velstand til de store på bekostning af de små og til de rige på bekostning af de fattige.

Bæredygtighed er ikke dårlig økonomi – overhovedet ikke. Men det er en økonomi, hvor produktion trumfer spekulation, og hvor de, som reelt skaber værdier i vores samfund – håndværkere, ingeniører, læger, sygeplejersker, ledere, investorer og opfindere mv. – bliver belønnet for deres indsats, men hvor det bliver sværere for anonyme kapitalinteresser at lukrere på andres arbejde uden at løbe en reel risiko.

Privatiser profitten og socialiser omkostningerne. Det er målet for de kræfter, som bag scenerne forsøger at gennemtvinge frihandelstraktater som TTIP og lignende med udemokratiske metoder. Alternativet står for det modsatte: Beløn de, som gør en indsats, og giv næring til en sund produktion i et sundt samfund. Det burde være en nobrainer, og det er det også, hvis man sætter sig ind i sagernes rette sammenhæng.

Deltag i debatten på Kosmopolitisk Forums Hjemmeside.

 

Alternativet: God politik men svage argumenter – Hvorfor?

/0 Comments/in /by

Valg2015 -Dag1: Man skal tilpasse tiden til sandheden, frem for at tilpasse sandheden til tiden.

Sådan lyder et gammelt ordsprog som er relevant i forhold til Alternativets valgkampagne. Den rummer nemlig gode visioner, men argumenterne fremstår til tider lidt tvivlsomme fordi det tankemæssige fundament savner intellektuel dybde. Den samlede politik er derfor sårbar overfor mødet med hårdtslående økonomiske og ideologiske argumenter.

Det er derfor på tide at vi italesætter de dybereliggende skillelinjer bag den globale krise og drager de retoriske og politiske konsekvenser. Det er nødvendigt klart at se det reelle valg vi som menneskehed står overfor.

Men hvad er egentlig problemet? Der er faktisk to problemer som er intimt forbundet. Det ene handler om økonomi, det andet om verdensbillede. Og Alternativet lurepasser lidt i begge disse spørgsmål. Lad os først set på økonomien…

Økonomisk suboptimering

Det altoverskyggende problem som leder til social og miljømæssig nedslidning er manglende fokus på de reelle sammenhænge mellem økonomisk gevinst (profit) og forbrug af økonomiske ressourcer (omkostninger) i samfundsøkonomien. Alt for ofte ser vi at indtægten falder ét sted mens udgiften falder et andet sted. Det leder til suboptimering og dermed løsninger som er dårlige for helheden. I det offentlige manifesterer det sig i kassetænkning og i det private som stadig større ulighed, og ikke mindst uberettigede  – og ultimativt set uretfærdige – skævheder i samfundet.

Kritik af denne tendens – suboptimering – burde være et centralt element i Alternativets retorik. Og dets naturlige modsætning: Helhedsoptimering burde fremhæves som et helt essentielt element i en ny samfundstænkning.

Helhedsoptimering

”Størst muligt livskvalitet for flest mulige mennesker” er den simple formel, som er udtryk for helhedsoptimering – især hvis det kobles med en respekt for økosystemet. Det er et enkelt argument som alle vælgere kan forstå. Men i stedet for dette er den politiske virkelighed i dag præget af optimering af særinteresser, som leder til ting som salg af DONG, fracking, skattehuller og social dumping. Det som alle disse har til fælles er: suboptimering.

Men hvad er det som gør at vores samfund i så høj grad suboptimerer og tillader de få at berige sig på bekostning af de mange? Dette problem har at gøre med det andet punkt: vores verdenssyn eller ”worldstory”.

En worldstory er et sæt af sammenhængende forestillinger, som definerer den måde vi ser på verden. Det er vores ”fortælling” om verden. Helt indlysende er denne worldstory en meget magtfuld faktor i politik. Og bag de store problemer i verden, og bag manglen på reelle politiske alternativer ligger det relativt oversete faktum at partiernes worldstories på nogle helt afgørende punkter er forbavsende ens. Partierne enige om de store eksistentielle linjer, men uenige om hvem samfundets goder skal tilfalde. Det er problemets kerne.

Tre essentielle worldstories

At de fleste partier skulle være grundlæggende enige i deres worldstories vil mange nok ryste på hovedet af. Men det er fordi enigheden angår nogle temaer som folk generelt tager for givet – undtagen dem der brugte navnet ”alternative” længe inden Alternativet kom på banen. Det er folk som arbejder med bl.a. alternativ sundhed, healing og åndsvidenskab.

Og hvori består så det afgørende skel mellem ”mainstream” og de ”alternative”?

Det helt afgørende skel, er om man tror på at der findes en åndelig kraft, hinsides sindets kontrol og fatteevne, som former og guider vores liv. Tror man på at der findes en åndelig dimension i livet, eller tror man på at materiens love ultimativt er det som styrer universet?

Vi har således tre centrale worldstories som det er vigtigt at skelne mellem:

  • Traditionel religiøsitet (gud som en fjern patriark eller lignende)
  • Materialistisk videnskab (kun det som kan måles er virkeligt og tilfældighed styrer universet)
  • Åndelig videnskab (der findes en åndelig kraft i livet og den udtrykker sig bl.a. i atomernes uforudsigelighed. Livet er således uforudsigeligt, men ikke tilfældigt i denne optik.)

En ting er mainstream og de alternative dog enige om : Afvisningen af den traditionelle religiøse worldstory baseret på hellige skrifter der ikke kan modsiges. Der er næppe nogen videnskabeligt orienteret person der ikke instinktivt vil afvise at tro på dette. Men at afvise groft forenklede forklaringer på livets mysterium er ikke det samme som at der ikke findes “en ophøjet ånd, hinsides vores fatteevne” som bl.a. Albert Einstein kaldte det i hans beskrivelse “hvad jeg tror på”.

Men politisk set er det afgørende at forstå at alle de dominerende partier i praksis tror på den materialistiske videnskabs dogmer og at deres politik er en forlængelse heraf – og forskellen handler mere om hvem de fedter for end hvad de tror på.

Hvorfor er det vigtigt?

Det politiske kompas peger solidt på at Alternativet kommer i folketinget. Så hvorfor er disse perspektiver vigtige?

De er vigtige, fordi en manglende klarhed om forskellen på disse worldstories, vil gøre at Alternativets politikere alt for nemt vil blive indfanget i det sædvanlige politiske spil og overse vigtigheden af de principielle skillelinjer. Kun et stålfast opgør med den historie som er årsagen til suboptimeringen, vil gøre det muligt at undslippe bekvemmelighedens politik. Og kun et vågent øje på magtens fristelser vil gøre det muligt at undgå magtens fælder.

Og hvis det er nogen som tror at de er immune overfor dette er de efter min mening naive, og burde se Ringenes Herre, eller Star Wars indtil de er kureret for den vildfarelse. Ingen er immune overfor magtens fristelser og faren for at Alternativets politikere hurtigt kommer til at ligne deres kollegaer fra de andre partier er stor – med mindre det nødvendige intellektuelle opgør føres til sin logiske konklusion.

Klarhed om disse ting handler om at give vælgerne et mere klart valg: Et parti som ikke blot vil noget nyt, men som bygger deres visioner på helt nye idéer.

Menneskehedens essentielle valg

Bag konflikten om klimaet og den stigende globale uretfærdighed ligger således en konflikt om tre verdenssyn:

  • En traditionel religiøsitet som bliver stadig mere skinger og både styrer Islamisk stat og det religiøse højre i USA (to grupper som trives ved at bekæmpe hinanden)
  • et fragmenteret og atomistisk verdenssyn, som tror på den materialistiske videnskabs forestillinger og
  • et holistisk og integralt verdenssyn, som anerkender eksistensen af en åndelig virkelighed som på subtilt plan styrer livets (selv)udfoldelse.

Den politiske kamp siden anden verdenskrig har essentielt set været mellem de to første worldstories. Men den globale krise og åndelige opvågnen er ved at åbne en tredje mulighed: Det holistiske livssyn. Alternativet politik er delvist født ud af dette perspektiv, men man har ikke fuldt ud taget den intellektuelle konsekvens af den samfundsmæssige nødvendighed man fornemmer.

To slags dysfunktion, eller Alternativet?

Rød og Blå blok, står således begge med fødderne solidt plantet i en misforstået materialistisk livsopfattelse og deres politik er en logisk konsekvens heraf – en politik baseret på suboptimering og særinteresser.

Alternativet har set skriften på væggen, og vil noget nyt – men Alternativet lurepasser i forhold til opgøret med samfundets grundlæggende worldstory. Alternativet forsøger med bløde værdiargumenter at skubbe samfundet i en mere holistisk retning. Men uden at melde klart ud i forhold til den underliggende konflikt klart får argumenterne uundgåeligt en hul klang.

Utallige mystikere ned igennem tiden har fortalt os at alt liv er ét. Alt liv er forbundet med usynlige tråde og mens vi kan fornægte denne forbindelse kan vi ikke undslippe den. Store politiske ledere som Nelson Mandela, Winston Churchill, Mahatma Gandhi og Martin Luther King udtrykte alle deres forståelse for dette dybere niveau af forbundethed når de argumenterede for HVAD vi skulle gøre og HVORFOR.

At optimere med hensyn til helheden er derfor god økonomi, god etik og sund fornuft. Det er en begavet politik som i absolut forstand er langt mere økonomisk end at kalde ødelæggelsen af vores livsgrundlag for profit og udskrive checks i nutiden som skal betales af fremtiden.

Menneskeheden står ved en skillevej, og den fortjener et klart valg. I denne situation ville det tjene Alternativet vel, ikke at lurepasse i denne fundamentale diskussion, men at tage et klart standpunkt og tage det nødvendige intellektuelle opgør det følger. Det vil gøre det tydeligt for vælgerne at partiet ikke kun tilbyder nogle nye løsninger, men også nogle nye perspektiver og idéer – en ny worldstory.