En sammenligning af kosmopolitisk spektrum med Paul Rays kompas
Det politiske kompas jeg præsenterer i min blog: “Det kosmopolitiske spektrum” introducerer en ny måde at navigere i det politiske landskab. Et interessant spørgsmål i den forbindelse er, hvordan denne model modsvarer sociologen Paul Rays model, som jeg analyserede i bloggen: Paul Rays politiske kompas.
Den korte version er gengivet i figuren nedenfor, som viser, hvordan de grupperinger, som Paul Ray har identificeret, essentielt set er afspejlinger af de memer, som bruges i det kosmopolitiske spektrum.
Her ser vi den meget enkle sammenhæng, at de tre politiske grupper, som Paul Ray ser som de dominerende i det nuværende system, er Humanistisk, Autoritær og Entreprenant. Ganske som forventet. Det, Paul Ray kalder “De nye progressive,” er i det væsentlige den nye etage i bevidstheden repræsenteret ved Syntesisk, Holistisk og Systemisk. På denne måde er der fin sammenhæng i modellerne.
Men der er en række meget afgørende forskelle.
For det første blander Paul Rays politiske kompas de tre nye memer sammen i en fælles gruppe, selvom de rent psykologisk er LIGE SÅ FORSKELLIGE som de tre dominerende memer. Det ville svare til at kombinere Autoritær, Humanistisk og Entreprenant i en gruppe og kalde dem “traditionalister.” Det er for så vidt korrekt, men meget modproduktivt, idet disse grupper næppe kan genkende sig selv i den gruppering.
LÆS OGSÅ: Det kosmopolitiske spektrum – et nyt politisk landskab
For det andet er Paul Rays model politisk ladet på den måde, at de traditionelle grupperinger (Liberal Left, Social Conservatives og Business Conservatives) ses som grupperinger, der hører fortiden til. De betragtes mere som en del af problemet end en del af løsningen, for så vidt angår en samfundsmæssig omstilling til bæredygtighed.
Det kosmopolitiske spektrum ser anderledes på sagen. I denne optik er ALLE memerne vigtige komponenter i psyken og samfundet. Humanist, Entreprenant og Autoritær repræsenterer et niveau af tænkning, som har afsæt i det konkrete og håndgribelige. De nye memer: Syntesisk, Holistisk og Systemisk repræsenterer en tænkning, som er mere abstrakt og universel, men samtidig mindre håndgribelig.
I spiraldynamikken, som det kosmopolitiske spektrum bygger på, ses de mere avancerede memer som bølger af psykologisk udvikling, der omfatter og inkluderer de trin, som går forud for dem. Førend at et individ eller et samfund kan manifestere et mem, som f.eks. Syntesisk, så skal det først have udviklet og manifesteret de lavere memer (Autoritær, Humanistisk og Entreprenant). I denne forstand er memerne mere som byggeklodser, man bygger videre på, end som et kompas med forskellige destinationer.
Det, der ses som negative sider af samfundet, kan i mem modellen forstås som skyggesider af det enkelte mem. Skyggesiden for det Autoritære mem, er f.eks. brutalitet og selvretfærdighed. Skyggesiden for det Humanistiske mem er konfliktskyhed og ineffektivitet. Skyggesiden for Entreprenant er manipulation og økonomi-fiksering. På samme måde har de transpersonlige memer også en række skyggesider. De mere avancerede mere er således ikke en magisk løsning på svære dilemmaer, men et nyt perspektiv på dilemmaet, som muliggør nye løsninger.
Pointen i mem-modellen er, at vi har brug for alle memerne. Det er ikke et spørgsmål om godt og dårligt eller fortid og fremtid. Det er et spørgsmål om abstrakte tanker, der skaber perspektiv, vs. konkrete kompetencer som muliggør manifestation. At stille disse op som modsætninger er en fundamental fejl, som udover at skabe unødig modvilje og modstand blandt traditionalisterne overser i hvor høj grad vi har brug for alle de positive sider ved det eksisterende samfund og dets kompetencer.
Nøglen til en bæredygtig fremtid ligger i evnen til at skabe en syntese mellem alle perspektiverne og frigøre de ressourcer, der ligger i et sandt helhedsperspektiv. Paul Rays politiske optik fejler lidt på dette punkt, og det kosmopolitiske spektrum er en mere neutral italesættelse af de samme problemstillinger, som samtidig bygger på en dybere psykologisk indsigt.
LÆS OGSÅ: Det kosmopolitiske spektrum – et nyt politisk landskab






Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!