Poeten Per Højholt sagde engang: ”Politik er det muliges kunst, mens kunst er det umuliges politik.” Dette understreger politik som kunstart. Et andet berømt citat om politik er krigsteoretikeren Clausewitz som sagde ”krig er politik med andre midler”, hvilket understreger politik som en kamp. Er politik så kamp, kunst eller noget helt tredje? I en verden med akut bæredygtighedskrise og hvor ”post-truth” er årets ord, hvordan kan vi meningsfuldt se på politik med nye øjne?

NB: Denne artikel referer til pdf-artiklen “Holistisk politik” (30 s)

Politik er at sætte rammer for fællesskabet. Og politikerne former disse rammer. I gamle dage havde samfundet to søjler: Kongemagten og kirkemagten. De afbalancerede hinanden og i mange traditioner mente at kun når de to fungerer i samdrægtighed trivedes samfundet. Men i vores moderne samfund har vi reduceret kirkemagten til en kulisse hvor statsbetalte embedsmænd forkynder det som er politisk ufarligt. I dag er kirken således både økonomisk og etisk en forlængelse af staten, for man kan ikke tjene to herrer.

Vore dages politikere er således lovgiver og præst i én. Det er politikerne som former samfundets fortællinger og smeder vores virkelighed ud af dagligdagens brudstykker. Samtidig styres størstedelen af disse politikeres sind af en nyttetænkning som er varianter over ”du er din egen lykkes smed”, og ”sammen er vi stærke.” En egentlig refleksion over livets dybere mening eller filosofisk dybde skal man lede længe efter i Christiansborgs politiske smedje.

Undtagelsen er måske Alternativet. Måske siger jeg, fordi Alternativet godt nok blev født som et opråb og en vision om en ny politisk kultur. Men nu tre år senere oplever vi hvordan skepsis og desillusion kommer snigende. Afstanden mellem forland og bagland stiger, der er et vist gab mellem de smukke idealer og den noget mere prosaiske dagligdag. Det er i sig selv ikke så mærkeligt, men det bliver et problem hvis gabet og ikke mindst årsagen til gabet benægtes.

Hvad er der på spil?

Ud over de almindelige begrænsninger man altid kan regne med, tror jeg at der er noget i vores grundlæggende optik som trænger til et eftersyn. Eller rettere de briller vi har på. For jeg tror billedligt talt at vi går rundt med forskellige sæt briller på. Og når de med gule briller siger ”verden er gul” kan de med orange briller ikke forstå dem, for verden ser ganske orange ud for dem.

Når jeg ser på konflikterne I Alternativet, og forsøger at se på tingene fra ledelsens perspektiv, så virker det intuitivt som om de simpelt hen ikke forstår hvad der foregår i hovedet på deres kritikere. Den kritik der kommer, virker således delvist uforståelig for dem. Hvis dette er sandt, forklarer det hvorfor de reagerer på kritik med at synes den er urimelig og destruktiv. For det er den oprigtig talt, set fra deres perspektiv.

Men måske deres perspektiv kun er ét blandt flere!

I min artikel ”Holistisk politisk filosofi” har jeg beskrevet ikke mindre end 12 bevidsthedsperspektiver (memer), hvoraf i hvert fald de seks mest grundlæggende ”memer” har endog meget svært ved at forstå hinanden. Kunne det tænkes at det er noget sådant der er på spil? Kunne det tænkes at den #venlige politiske revolution som Alternativet har indvarslet måske ikke er helt så ligetil fordi vi er oppe imod nogle dybt rodfæstede tankemønstre, som ikke så nemt flytter på sig?

Et universelt perspektiv

Det sekulære humanistiske perspektiv ligger som et umærkeligt og vidt forgrenet fundament under vores samfund i dag. I efterkrigstiden er de store fortællinger faldet fra hinanden eller direkte dekonstrueret. I deres sted er kommet en defakto fortælling om individ, selviscenesættelse og konkurrencestat fordi disse er en naturlig forlængelse af den humanistiske positivistiske og sekulære grundopfattelse, der filosofisk set dominerer samfundet.

Men blot fordi den dominerer, behøver den ikke nødvendigvis være sand, mere end kirkens optik var sand da den påstod at jorden var flad for 500 år siden. Vores eksistentielle perspektiver ændrer sig, men langsomt.

Et perspektiv som dog er stort set fraværende i den politiske debat er det esoteriske perspektiv på politik og samfund. Esoterisk betyder ”det som er skjult” i modsætning til eksoterisk som betyder ”det som er synligt”. En esoterisk tilgang til politik handler således om at kaste lys på de skjulte dynamikker der styrer showet bag scenen. Man kan sige at denne tilgang til politik er det stik modsatte af spin og overfladiske betragtninger. Det er en tænkemåde som fokuserer på dybden og substansen. Men for at forstå den esoteriske tilgang til politik må vi først forstå lidt om esoterikkens grundlæggende optik på livet.

I den esoteriske forståelse af universet er alting levende. Fra de mindste atomer til de største galakser er de fysiske former vi kan se manifestationer af liv. Når atomers adfærd ikke kan forudsiges i kvantemekanikken, er det ikke fordi de opfører sig tilfældigt, men fordi de er en del af en levende matrix og dermed opfører sig uforudsigeligt. Atomerne er en del af materiens iboende intelligens som opbygger molekyler, celler og organismer. Videnskaben kan forklare lidt af det, men hvorfra bevidstheden kommer, er der ingen gode forklaringer på. INGEN! Måske er det fordi bevidsthed ganske enkelt ER, og er tilstede i alting fra det mindste sandkorn til den største galakse – men overalt begrænset af de ydre formers kapacitet for at rumme og udfolde liv.

Den logiske konklusion på dette verdensbillede er at også jorden – Gaia – er levende. Ligesom cellerne i vores krop er det som tillader den menneskelige sjæl at træde frem i manifestation, så er naturrigerne, (herunder menneskeriget), en ”kosmisk krop” som tillader at en højere intelligens og bevidsthed kan åbenbare sig. Denne overmenneskelige bevidsthed manifesterer sig igennem individer, familier, organisationer, nationer og den globale civilisation. Og lige som et dyr ikke har evnen til at forstå et menneskes tankegang, således har mennesker heller ikke kapacitet til at forstå denne kosmiske intelligens. Men vi kan orientere os imod den, ligesom vores kæledyr kan adlyde os, selvom de ikke fuldt ud forstår os.

Lad os stoppe et øjeblik og se på udsigten fra dette sted: Nationer og civilisationer ses her som organer i et større væsen – en planetar bevidsthed af en art – som bruger os som udtryksmiddel, ligesom vi bruger vores krop. Kan man virkelig forestille sig noget sådant?

Ja, det kan man bestemt, og faktisk findes der en del vidnesbyrd fra mennesker der har opnået glimt af en sådan planetar bevidsthed, der peger i den retning. En væren der er så meget større end os selv, at lyset og kraften i dette væsens nærvær ganske blænder de, som får et kortvarigt glimt heraf – vores mystikere og profeter.

Dette perspektiv svarer til de øverste niveauer i de jeg kalder ”spiralen” i min artikel om holistisk filosofi. Og det jeg godt kunne tænke mig at se på i denne artikel er: Hvordan mon politik ser ud fra dette perspektiv? Hvilken rolle har man som politiker og hvordan tænker man på sin opgave?

Det større liv – Helhed eller Enhed

Einstein sagde en gang ”jeg er ikke interesseret i dette eller hint spektrum. Jeg ønsker at forstå hvordan gud tænker. Resten er detaljer.” Og med disse ord indfangede Einstein en del af den problemstilling som møder en politiker der åbner for ”det større liv”.

Men hvis man skal forstå den holistiske tilgang til politik er det nødvendigt at skelne skarpt mellem to typer af helhedstænkning:

• En tænkning, som ser helhedens som summen af sine dele.
• En tænkning, som ser en udelt enhed, der manifesterer sig gennem individer (atomer) og åbenbarer sig gennem deres modsætninger.

Den første version er det de fleste sekulære og positivistisk orienterede mennesker mener med ”helhed”. Men denne form for helhed benægter implicit eksistensen af den bagvedliggende enhed. Og lige der opstår en virkelighedskonflikt, som måske er et af de centrale omdrejningspunkter for Alternativets interne konflikter.

For der findes intet filosofisk kompromis mellem disse to idéer. Den ene udelukker den anden. Og der er meget på spil i forhold til økonomi, uddannelse, positioner i samfundet. For størstedelen af akademia, læger, politikere og embedsfolk har bygget deres liv og karrierer på den første forestilling. Hvis denne skulle vise sig at være forkert, vil det naturligvis medføre et jordskælv igennem samfundet som vil forskyde indflydelse og privilegier i retning af en gruppe mennesker som har været diskrimineret imod frygtelig længe.

Denne diskrimination tager ofte indirekte former, som når nyhederne rapporterer om et emne der berører  åndelige emner og generelt gør det på en lettere nedladende facon som får disse mennesker til at fremstå som godtroende idioter. Men det kan også tage form som personlig diskrimination, som da:

• Undervisningsministeriet kontaktede en af mine samarbejdspartnere og fortalte vedkommende at han ikke kunne får flere job hos dem, hvis han fortsat var associeret med ”den slags folk” (altså åbenlyst spirituelt orienterede mennesker som undertegnede). Eller som da
• Odenses borgmester, fik en anmodning om at udelukke ”mine farlige spirituelle idéer” fra et åbent borgerinitiativ, og borgmesteren efterfølgende sendte besked til en medarbejder om at ”nedtone” kontakten til mig, men den konsekvens at min deltagelse ikke længere var mulig.

Hvis jeg var blevet diskrimineret på lignende vis grund af farve, race, etnicitet eller religion så ville der have lydt et ramaskrig. Men fordi jeg bliver diskrimineret på grund af en anden virkelighedsopfattelse så trækker folk på skuldrende.

Hvorvidt der vitterlig findes et ”større liv”, som vi er en del af, er et vigtigt spørgsmål. For hvis det er sandt, så er transpersonlige oplevelser, inspirationer og lignende vigtige ledetråde til at forstå dette ”større liv”. Det er noget der implicit har stor politisk betydning idet det berører selve livets formål – og dermed samfundets formål. Hvis dette større liv ikke findes, så hallucinerer alle de mennesker som har såkaldte ”åndelige oplevelser” og hallucinationer er selvsagt ikke noget vi skal inddrage i en politisk debat.

Virkelighedsspørgmålet er således et helt afgørende politisk spørgsmål. Men hvordan forholder vi os til det? Og hvordan kan vi bruge indsigt i sindets dybere kroge til at blive bedre til at håndtere politiske konflikter?

Mystiker og politiker

Når man som menneske oplever en krise, er det min erfaring at hvis man undlader at beskytte sig selv imod under- og overbevidsthedens indhold, og favner dybden af sorg, smerte, angst og lyst der måtte gemme sig i et sæt af omstændigheder, så åbenbares en ny og dybere forståelse af hvad der egentlig er på spil. Selvom omstændighederne måske er svære, så giver dette nye perspektiv en grund til ikke at fortvivle og anviser en konstruktiv vej ud. Hvorfor? Fordi man får øje på de dybere årsager til krisen. Og når man ser disse klart, så ved man også hvad ens reelle handlemuligheder er. I stedet for at støtte sig til velmenende råd fra mennesker, der ikke selv har skuet ind i dybet, eller andre eksterne kilder, så går man selv lige til kilden og der ligger ofte et helt nyt perspektiv.

Det var på det individuelle plan.

Hvordan ser en krise på det kollektive plan så ud…en politisk krise?

Faktisk er der ikke så vanvittig stor forskel. Bag krisen ligger typisk dårlige vaner, fejlagtige antagelser og en hårdnakket modstand imod at acceptere virkeligheden som den er. Når en alkoholiker fx forsøger at rette sit liv op, går det oftest galt der hvor vedkommende bliver ramt af en følelse vedkommende ikke kan håndtere. Så falder han/hun tilbage i den dårlige vane for at dulme smerten. Kollektive kriser fungere på lignende vis. Når vi bliver bange eller pressede forfalder vi til fortidens dårlige vaner.

Hvorfor kan vi ikke fastholde den bedste version af os selv når vi står i konfliktfyldte situationer? Den centrale snubletråd er modstand imod at erkende virkeligheden som den faktisk er. Man bortforklarer, rationaliserer, beskytter sig imod de følelser man faktisk rummer og bruger alle mulige andre strategier for at slippe for at mærke det som egentlig ER. Man beskytter således sig selv imod sit eget sinds dyb – og der kommer man ud i en kamp man ikke kan vinde.

Men hvad hvis man lader være med at beskytte sig? Hvad hvis man tillader impulserne fra sindets dyb at trænge igennem? Så vil der også i det kollektive rum åbenbares nogle løsninger af en helt anden karat. Og ÅBENBARING er nøgleordet her, for åbenbaring er, set fra et åndeligt perspektiv, selve formålet.

Må kraften være med dig

Min personlige erfaring er at der findes et større liv. Der findes en kraft som gennemsyrer alting. Denne kraft har givet inspiration til mange fortællinger. Blandt moderne varianter har vi ”Ringenes Herre”, ”Star Wars” og ”Avatar”. I alle disse fortællinger er der en kraft der gennemsyrer universet og som betinger den historie der folder sig ud. Og udfaldet af konflikten afhænger i lige så høj grad af en form for indgriben fra ”kraften/Eywa/elverfolkets magi” som det gør af menneskenes egen indsats. Denne ”kraft” er naturligvis ikke en håndgribelig kraft der kan flytte på ting som i Stjernekrigen, men alene en subjektiv indflydelse der former vores bevidsthed. Det er en symbolsk sandhed der åbenbares i disse fortællinger, ikke en bogstavelig sandhed.

Politik som tjeneste, handler om at orientere sig imod dette større liv – kraften. At se perspektiver i det vi gennemgår med nogle af briller som favner ikke blot et globalt perspektiv, men et kosmisk evolutionært perspektiv.

Set med esoteriske briller går jorden igennem en opvågnen i disse år. Den ydre bæredygtighedskrise er et spejl af en indre eksistenskrise, hvor menneskeheden samlet set har brug for at forlade fortidens sort/hvide tænkning og overtroiske tendenser og træde ind i en ny bevidsthed karakteriseret af en inklusiv tænkning som er korrekt orienteret imod det større liv – kraften

Denne subjektive udvikling er af mindst lige så stor betydning som den grønne omstilling. Formentlig er en reel grøn omstilling kun mulig, hvis den indre, subjektive udvikling, også tages alvorligt. For hvis den nuværende seperatiske og egoistiske tænke- og væremåde fortsætter ind i en grøn omstilling, så vil de kræfter som søger dominans formentlig splitte alle gode initiativer ad, indtil det er alles kamp mod alle i et kapløb mod bunden.

Begavede globale løsninger kræver sammenhold. Og sammenhold kræver at den kraft som binder os alle sammen får lov til at virke. Denne kraft er i alting. Den er det levende nærvær og at tillade dens naturlige flow igennem os er lige så nemt som at trække vejret – hvis ikke det lige var fordi vi er blevet socialiseret til at ignorere den.

Jeg er esoteriker og politiker. Min ambition er at bygge en bro imellem kilden til kraft og de steder hvor politiske beslutninger bliver truffet. Forudsætningen for at dette kan ske er trefold:

• Før det første har vi brug for at anerkende at fortællingen om en bagvedliggende enhed, og en kraft der virker igennem os alle, er dybt meningsfuld.
• For det andet er der brug for at politikere og tænkere begynder at orientere sig imod dette dybere sted i dem selv og lytte til de som forsøger at kaste lys på krisens dybere åndelige udfordringer.
• For det tredje er der brug for at vi holder op med at beskytte os imod vores egen underbevidsthed.

Kan vi det?

Bevidsthedens skjulte liv

I vores underbevidsthed ligger tanker, følelser og erfaringer som vi selvsagt ikke er bevidste om. Det er indflydelser fra dette og tidligere liv, som forsøger at komme op til overfladen. De er som flamingostykker i en swimmingpool. Det kræver en masse kræfter at holde dem under vandet, men hvis man slipper dem så popper de op til overfladen. At give slip er ofte en stor lettelse for det kræver faktisk mange kræfter at benægte virkeligheden.

Man bliver ikke et mere lykkeligt eller succesfuldt menneske af at beskytte sig imod psykologiske sår der huserer i underbevidstheden. For psykologisk set har det samme virkning som at sy et betændt sår sammen. Det gør mere og mere ondt indtil betændelsen til sidst tvinger sig vej ud. Den eneste virkningsfulde kur er at åbne såret, rense det, og lade det hele fra bunden. I en politisk kontekst betyder det at tage nogle åbne debatter, hvor de dybere psykologiske udfordringer bliver taget alvorligt og se ærligt på de smertefulde sandheder som hidtil er blevet ignoreret.

Men vi har lært at vi ikke kan stole på dette sted i os selv af en psykologi og videnskab som anser det indre dyb for ikke-eksisterende. Dermed er det implicit farligt at stole på. For hvem vil stole på noget som ikke findes? Vanviddet lurer der. Men faren ved at stole på vores dybere selv er ikke blot overdreven, den er decideret malplaceret.

At dette ikke er nogen nyhed kan vi se fra Thomas evangeliet hvor der står: ”Hvis du åbenbarer, hvad der er i dig, så vil det du deler, redde dig. Hvis du ikke deler det, vil det du ikke deler, ødelægge dig.”

Ud fra en atomiseret livsforståelse kan det være svært at forstå denne visdom. Men fra et holistisk perspektiv er det indlysende: Hvis man fraspalter en del af sig selv, så vil man konstant søge at genfinde denne del af sig selv. Underbevidstheden vil igen og igen forsøge at skabe omstændigheder (evt. smertefulde omstændigheder) som bringer bevidstheden i kontakt med det, som den fornægter (men som altid lever i underbevidstheden.)

Denne simple dynamik er grunden til at folk igen og igen tiltrækker den samme form for kriser i deres liv. Og det vil de blive ved med det indtil de favner den enkle sandhed: Du benægter dele af dig selv.

Det sker som individ og det sker som samfund.

Politik som tjeneste er derfor at være et redskab for den større helhed. At være et redskab for at det som REELT er problemet, kommer frem så der der bliver skabt sundhed på alle planer. Den centrale praksis er at gøre det tydeligt hvad vi REELT har at vælge imellem, og kaste lys på de mange illusioner og stråmænd som præger den politiske debat. I praksis er det ikke nemt, fordi der er megen psykologisk modstand hos individer og institutioner imod denne dagsorden. Samtidig er det det vi har brug for, for at skabe et sundere og mere bæredygtigt samfund.

En højere retfærdighed

Vores samfund kan på mange måder virke uretfærdigt. Men faktisk er min oplevelse at der findes en højere form for retfærdighed, som via karma sørger for en form for balance når man ser livet i en større sammenhæng. Politik som tjeneste kan således også ses som et forsøg på at nationens love afspejler universets love, således at den højere retfærdighed, kærlighed og det intelligente design, som karakteriserer naturen, også præger samfundets institutioner.

En central strategi for de kræfter i samfundet som ønsker urimelige privilegier og arbejder for uretfærdighed og undertrykkelse (og ja disse grupper findes) er den modsatte: at begrænse befolkningens valg til nogle få dårlige alternativer, som alle på forskellig vis tjener elitens interesser. Et godt eksempel er det nys overståede valg i USA. Et valg mellem en despotisk populist eller en manipulerende krigshøg – pest eller kolera.

Helt centralt i politik som tjeneste er derfor at gøre op med de institutionelle og psykologiske barrierer som forhindrer at befolkningen kan træffe et ærligt og oplyst valg mellem flere gode alternativer, hvor de reelle konsekvenser af valgene bliver gjort tydelige.

Men folket har generelt de ledere de fortjener, og forudsætningen for at politik bliver mere oplyst er også noget befolkningen og dens debatkultur har ansvaret for. At Alternativet har fokuseret på stærke værdier, stærke dogmer og stærke institutioner – frem for stærke ledere – er dog et tegn på at vi er på rette vej.

Alternativet har forudsætningerne for at kunne lykkes med at ændre den politiske kultur fundamentalt. Men i tilgift til de tre ovenstående forudsætninger er der brug for en fjerde forudsætning for at det kan ske: et stærkt filosofisk fundament til at supplere værdierne. Ikke nødvendigvis i form af en katekismus som definerer hvordan vi skal tænke, men en åbenhjertig og ærlig refleksion om substansen i de filosofiske betragtninger, der ligger bag Alternativet som bevægelse og parti. Der er brug for en anerkendelse af at hvis en betragtning ikke kan dokumenteres eller logisk bevises, så er det en fortælling. Og hvis vi har flere forskellige fortællinger, og ingen af dem kan bevises så er den oplyste tilgang til dem at afstå fra at dømme fortællingerne rigtig eller forkert. I stedet bør vi skabe rum for at disse fortællingers kvaliteter hver især kan folde sig ud, og favne den mulighed at det måske er i mellemrummet mellem de forskellige fortællinger at den dybeste visdom spirer.